English speakers please click here for English version.
Suleyman er 18 år gammel. Han bor i Lamin. En fattig forstad
til Gambias hovedstad Banjul. Suleyman er muslim. Hans modersmål er engelsk.
Det – og tilfældet – har gjort at vi har fået ham som sponsorbarn. Suleyman har
9 søskende. Hans far hedder Karafa. Karafa er arbejdsløs. Han ved meget om
fodbold. De kalder ham ’coach’. Så lyder det ikke som om han er arbejdsløs.
Karafa har ikke råd til at forsørge sine børn.
I Lamin ligger Lamin Lodge, En skæv gammel tre-etagers
”lodge” hvor turisterne kommer og spiser mad og drikker sodavand og kigger ud
over slummen. Fra Lamin Lodge kan man tage en lille båd og sejle lidt rundt på
en sø. I Suleymans 18-årige levetid har han aldrig været i Lamin Lodge selv om
den ikke ligger langt fra hans hjem. Kun én gang har han prøvet at sejle på
floden.
Suleyman er vores sponsorbarn. I knap ti år har vi hver kvartal
overført tror jeg nok 800 kroner til ham i kvartalet. Tror jeg nok for selv om
vi har betalt i mange år kan jeg ikke engang huske beløbet. Beløbet kan trækkes
fra i skat så i praksis er det når det deles mellem Charlotte og jeg vist nok kun
lige over en 50er hver netto om måneden. Ikke noget man rigtig tænker over i
hverdagen. Men vi tænker over det nu.
I Gambia er 11.000 børn sponsorerede af sponsorfamilier via
Child Fund International (som er moderorganisation for danske børnefonden). Hvert
år får typisk 2-3 ud af disse 11.000 børn besøg af deres sponsorfamilier.
Charlotte har valgt Suleyman fordi han taler engelsk. Hun ville have et barn
hun kunne tale med når vi engang besøgte ham. Det gør vi nu.
Planlægningen startede adskillige måneder før vi tog afsted.
Man tropper nemlig ikke bare sådan op hvis man skal besøge sit sponsorbarn. Næ
nej. Der skal skam udfyldes papirer. Der skal bookes et hotel. For ved man ikke
hvor man skal bo kan man ikke skrive det på formularen. Og kan man ikke skrive
det på formularen kan formularen ikke godtages. Et hotel skal der stå og
formularen skal modtages mindst to måneder i forvejen.
Efter jeg havde brugt omkring 14 milliarder timer på at
planlægge vores samlede rejserute gennem Vewstafrika og herunder booke et hotel
i Gambia lå alting fast. Og vi skrev til børnefonden at vi gerne ville besøge
Suleyman lørdag den 15. juli. ”Desværre” skrev børnefonden. Det forholder sig
sådan at der skal en lokal repræsentant med for at tilse at alting går rigtigt
for sig (samt en chauffør) og de arbejder ikke i weekenden. Denne information
kunne man argumentere for havde være en lille smule rar at have før jeg købte
alle flybilletterne og planlagde ruten og datoerne. Jeg kiggede på planen – tre
hele dage havde vi i Gambia – fredag, lørdag og søndag. ”Måske har de weekend
fredag-lørdag sagde jeg til Charlotte. ”De er jo muslimer”. Kort efter
informerede Wikipedia mig lakonisk om at ”Gambia er det eneste land i verden
der holder 3-dages weekend – fredag, lørdag og søndag”. Heldigvis ved Wikipedia ikke alting – eller
er ikke altid helt opdateret for det er flere år siden at man gik væk fra
tredages weekend i Gambia. Så børnefonden informerede os om at et besøg fredag
den 14. juli faktisk – og til alt held – var muligt.
Først skulle vi dog – aftenen før vores besøg – møde den
fattige prins. Babucar hed han. ”Prince Jammeh” kalder han sig på facebook og
messenger. Hans far var høvding og han var prins, fortalte han. Babu var ”national sponsor
coordinator” for Child Fund i Gambia. Vi inviterede ham på middag og I
Charlottes optik var det kun et spørgsmål om kort tid før vi havnede i Gambias
svar på Se og Hør da manden jo ligesom var landets prins. Helt sådan forholdt
det sig dog ikke kunne Babu berette for I Gambia er der mange lokale landsby-høvdinger
og prinser (som høvdingernes sønner kaldes) hvilket på disse kanter desværre
ikke giver garanti for fast indtægt. Så Babu var vokset op som et fattigt barn.
En fattig prins der selv en dag fik en sponsorfamilie og i dag har et godt job
som national sponsorkoordinator.
Efter ”Babu” med vellyst havde fortæret en ”Captain Fish”
sagde han at vi næste morgen ville blive hentet og kørt ind til Child Funds
hovedkontor hvor vi skulle møde landechefen. Se nu var vi jo mere interesserede
i rent faktisk at møde vores sponsorbarn med det samme, men det kunne der ikke
være tale om. Så vi kørte morgenen efter en halv time i den forkerte retning i
børnefondens store fede airconditionerede firhjulstrækker for at møde en masse
utrolige venlige mennesker heriblandt den søde landechef som var en dame der
hed Musu.
Bagefter kørte vi ud til Lamin. Her skulle vi selvfølgelig først
besøge det lokale børnefonden kontor ude i landsbyen. En flink gut der hed
Abdullai kunne her vise os kopier af alle de breve vi havde udvekslet med
Suleyman igennem årene. Charlotte sagde at jeg ikke måtte spørge dem om vi ikke
snart kunne komme ud at besøge Suleyman i stedet for at besøge en masse
kontorer.
”Suleyman har sin sidste eksamen i dag”, fortalte Abdullai
som det mest naturlige i verden da vi endelig var på vej til familiens hjem i
Lamin. ”Det er ikke sikkert at han er hjemme”. Nu er Afrika måske ikke ligefrem
kendt for at være et kontinent hvor god kommunikation er i højsædet alligevel
kunne man måske forestille sig at dette var en information der var fremkommet
en smule tidligere end tre et halvt minut før vi for første gang skulle møde
vores sponsorbarn igennem knap 10 år.
Men Suleyman var hjemme. Som den eneste i sin klasse havde
han fået lov til at udskyde eksamenen til om mandagen. For det er ikke hver dag
der kommer sponsorforældre på besøg.
I en lille gårdhave foran et simpelt stenhus tager Suleyman
smilende imod. Hurtigt finder vi ud af at Suleyman er en god dreng. Han har et
godt sind. Han er god til fodbold. Hans far siger at han er den bedste. Han går
i skole. De penge vi betaler går til hans skole. En gang i mellem er der også
råd til en sæk ris. Hvis Suleyman ikke kan blive professionel fodboldspiller
vil han gerne være skrædder.
Hans far er der også og Modu hans storebror, og hans mor, og
nogle flere af hans søskende og nogle naboer og en svoger og nogle andre som vi
ikke helt ved hvem er. De har allesammen taget deres fineste festtøj på. Vores
besøg er en stor begivenhed i landsbyen. Vi (læs: Charlotte) har selvfølgelig taget
gaver med. Tøj og fodbolde og skriveblokke og to gamle smartphones som
alligevel bare lå hjemme i skuffen.
Familien er fattig, men mindre fattig (heldigvis) end jeg
havde frygtet. Deres (lejede) hus har bliktag, men det er af sten, der er en
stue og to soveværelser (med madrasser der får vores madras i Mauretanien til at
fremstå som en fra kejserens seng). Toilettet er en spand ude bagved. Alligevel har de både TV og mobiltelefoner.
(Dette skrives fra Dakar hvor jeg i dag gik forbi en tiggerdame der lå ude på
gaden under et klæde og sov – indtil hendes mobiltelefon ringede og vækkede
hende – bare lige for at forklare at ALLE her har en mobiltelefon).
Karafa og Modu og Suleyman holder med Manchester United.
Charlotte har gennem årene sendt dem flere United fodboldtrøjer. De siger det
er deres yndlingstrøjer. De kender til de seneste transfers i Premier League.
Vi spiller fodbold på gårdspladsen med en af Suleymans nye bolde. Vores børn er
også med. Suleyman er utrolig hensynsfuld når han spiller med dem. ”De er
Suleymans søskende nu” siger Karafa med et smil.
”I er en god sponsorfamilie” siger Michelle som er med som
repræsentant for Child Fund. ”De andre der kommer bestiller ikke andet end at
græde hele tiden.”
Vi går over og ser Suleymans skole. Bagefter inviterer vi
ham ud på en sejltur og på en sodavand i Lamin Lodge. Da vi kommer tilbage skal
vi – efter Suleyman, Modu og Karafa har nået en hurtig fredagsbøn i den lokale
moske – spise. Den står på ”Hvid Benachin” som alle her spiser hver dag iflg.
Michelle. Normalt spises den uden kød men ved festlige lejligheder som i dag er
det med kylling. Det laves af et stort fad ris med olie, løg, kasava – undertiden
kål – og peberfrugt. Det hele serveres på et stort fad og smager glimrende.
(fås også med tomater/tomatpasta som rød benachine)
Det er lidt mærkeligt når storebroren Modu efter maden fortæller
hvor meget vores sponsorat betyder for familien. Vi opdager jo næsten ikke at
der hver måned bliver trukket lidt penge på kontoen. Hernede betyder det
skolegang og mad på bordet og muligheden for et værdigt liv.
For godt en halvtredser om måneden.