 |
 |
 |
 |
English speakers please click here for English version.
Hovedvejen fra helvede – Highway from hell
Dag 1-3, 4-8, 13-15, 17-19, 29-30.
Senegal er postet til sidst selv om vores rundtur i landet fandt sted i starten af rejsen. Men fire gange er jeg nu vendt tilbage til Dakar som jeg har brugt som knudepunkt og derfor slutter rejsen her. Og så tænkte jeg at jeg hellere måtte bløde de barske historier fra Guinea, Sierra Leone og Monrovia op med en lidt lettere familiepost her til sidst.
Efter at have besøgt Mauretanien (se dag 1-3 post) er vi tilbage i St Louis i det nordlige Senegal. Gaden der leder fra det historiske centrum og ned til hydrobasehvor vi bor er en af de mest interessante gader jeg kan huske at have set i hele Afrika. Der er hestevogne og æselkærrer, folk i farvestrålende gevandter, geder der bræger, børn der leger. Der er et leben og nogle farver og her er helt vildt fotogent.
Vores chauffør i vores ”sept-place” (syv-sæders) deletaxa fra St. Louis til Kaolack cirka midt i landet hedder Idris. Hans højre øjenlåg hænger, hvilket får det til at se ud som om han er lige ved at falde i søvn. Som vi har gjort det med de fleste af vores chauffører køber vi ham en sodavand og lidt nødder da turen starter. Det skulle vi måske ikke have gjort for bagefter ser han endnu mere søvnig ud. Jeg fornemmer han nikker med hovedet, men det er svært helt at afgøre da jeg kun kan se hans højre øje, der som sagt hænger. Vejen er lang, lige og monoton. Det samme er landskabet som defilerer forbi. Her er næsten ingen trafik. Til sidst falder Idris i søvn. Han døser hen og idet min venstre arm instinktivt griber ud efter rattet vågner han med et sæt med det samme igen fra sin blunden. ”Je suis pas fatigue” (jeg er ikke træt) nærmest råber han ud i luften. Lidt efter holder vi ind for at få en kaffe. To kopper koster 1 krone. Som den første chauffør i Afrika i meget, meget lang tid tilbyder Idris at betale. Måske er det fordi han faldt i søvn. Jeg siger selvfølgelig at jeg nok skal betale alligevel.
”Efter en tid i Kaolack kan det være du går hen og bliver Kaolack fan”, står der i vores Lonely Planet. Vi skal have en enkelt overnatning i byen for at bryde den lange landrejse mellem Saint Louis i nord og Ziguinchor i det sydlige Senegal op. Samme Lonely Planet påstår også at byen besidder Afrikas næststørste marked efter det i Marrakesh. Jeg har ikke haft tid til at tjekke men det er en påstand som jeg tvivler på. Hvad jeg ved med sikkerhed er at det ikke er noget rart marked. Det er møgbeskidt, ludfattigt, der er utroligt tætte fluesværme overalt og der lugter af muggen røv. Ud over markedet kan vi ikke finde andre turistattraktioner. Det er muligt vi ikke bliver længe nok i byen til at udtale os, men det er ikke umiddelbart sandsynligt at vi går hen og bliver Kaolack-fans.
“Good luck” siger den lebanesiske indehaver af restauranten i Kaolack bare. Vi har lige fortalt ham at vi har tænkt os at køre ad den transgambiske hovedvej der forbinder det nordlige og det sydlige Senegal. “Det kan blive en lang tur”, siger han bare.
Gambia er indlejret i Senegal som var det en splint i hælen (se kort). Så skal man rejse mellem nord og syd i Senegal er man tvunget til at rejse gennem Gambia og herfor er der kun to muligheder. Enten via Banjul eller via den transgambiske hovedvej. Begge ruter kræver en færge et stykke af vejen. Al info jeg har kunnet finde peger i retning af at den transgambiske hovedvej – som navnet antyder – er den hurtigste.
Ingen vil dog sige hvor lang tid turen tager da vi tidligt om morgenen forhandler om sæder i en ”sept place” deletaxa. Det kommer an på flodkrydsningen er der en der siger hvorefter han tilføjer at vi ”er fremme i aften” og at vi ”bare skal tilbyde 5000 CFA (55 kroner) i bestikkelse hvis der er kø ved floden så kommer vi med garanti med med det samme”.
Udenfor er der snart efter afgang palmer og sol. Runde lerhytter og savanne. Jao – vores chauffør – tygger på en pind. ”Doucement”, siger jeg endnu engang. Langsommere. Men Jao er ligeglad. Vores familie deler taxaen med Omar og Bubar der siger at de ”arbejder som forretningsmænd med fisk og mango” og en dame der hedder Gina. Jao taler Wolof og kun en smule fransk. Hans datter som hedder Fatmada er også med så faktisk er det ikke en ”sept place” men en ”huit place” da vi med vores familie er 8 passagerer i vognen. Til at starte med sidder Fatmada på skødet af Gina, men senere kommer hun frem og sidder sammen med vores børn. Med store sorte øjne, små tynde fletninger og sin fine hvide kjole med røde prikker tager hun aldeles vare på sig selv. Hun taler ikke, hun drikker ikke og hun spiser ikke (andet end et par kiks som vi giver hende). Vi passerer små kaotiske byer der nærmest kun består af et vejkryds, alt for mange mennesker, vandpytter og affald. Man forstår hvorfor alle afrikanere spørger om hjælp til at komme væk. Omar har prøvet en gang. Men der var problemer med båden fra Libyen. Han tog tilbage. “Men jeg prøver igen”, siger han.
Pludselig bremser Jao hårdt. Hårdt men alt for sent. Umiddelbart efter flyver bilen ud over et vejbump og vi lander med et brag. Kort efter går vi i stå. Jao pumper på et eller andet ude i motorrummet og så kan vi køre lidt igen. Men et par kilometer senere går vi igen i stå. Vi er 9 mand i en gammel fransk bil langt ude på landet i Senegal og vores bil kan ikke køre. Jeg spørger Omar og Bubar hvorfor Jao ikke kendte til fartbumpet hvis han kører der hver dag. ”De har lavet det siden i går” siger Omar – ”og de har ikke sat noget advarselsskilt op”. Jao synes (som han gør hele dagen) totalt upåvirket af denne lidt prekære situation. Ved at udføre løbende småreparationer får han os listet omkring 10 kilometer frem til en mellemstor by hvor der er et værksted. Eller i virkeligheden er der et stykke jord man kan parkere på og tre skæve treskure. En lokal mekaniker fremkommer iført en skruetrækker og en svensknøgle. Han tager indsugningsslangen af og suger lidt benzin ud af den. Ti minutters efter at han er begyndt at skrue virker indsugningen igen. Jao kører en prøvetur og konstaterer at den også er gal med udstødningen. Intet problem for i løbet af det næste kvarter bliver den repareret inklusive svejsning. Her gør Afrika det sgu godt, og vi er klar til vores videre færd.
Vi krydser grænsen til Gambia og får her lov til at betale
CFA 5.000 i transitvisum pr person. Det er ellers gratis at komme til Gambia på
turistvisum i den øvrige del af landet, men på den transgambiske hovedvej
kræves naturligvis et transitvisum. Herligt, taget i betragtning er at hverken
vi eller alle Senegaleserne har valgt at Gambia skal ligge her og spærre når de
skal fra nord til syd i deres eget land. Kort tid efter når vi frem til floden
som vi skal krydse. Ned mod floden holder en over en kilometer lang kø af biler
og lastbiler. Vi parkerer allerbagerst og går den lange vej op til floden. Jeg
har for længst fortalt Jao at jeg hjertens gerne betaler 55 kroner hvis jeg kan
springe køen over så han tager mig med hen til chefen der er ansvarlig for at
vogte porten ned mod floden. ”Hvilken bil drejer det sig om” spørger chefen som
er en arrogant, korporlig mand i en alt for stor gul skjorte. Se det er jeg
ikke lige klar over da bilen vi kører i er så gammel at logoet i midten af rattet
er slidt væk. ”En Peugeot eller en Renault” svarer jeg derfor da alle de
deletaxaer vi indtil nu har kørt med har været af et af disse to fabrikater.
”Er det din egen bil” spørger chefen. ”Nej”, siger jeg. ”Det er en sept place”.
”Så må I bare vente bag i køen” responderer manden upåvirket. ”-Der er jo så
mange deletaxaer her og vi kan jo ikke lade en af dem komme forrest så bliver
de andre sure.”, fortsætter han. En ret så alvorlig streg i regningen. ”Hvor
lang tid skal vi så vente?” spørger jeg. Svaret rammer mig lige midt i sylten
og tager næsten pusten fra mig. ”To til fire dage!”, siger den tykke mand med
en mine som om intet i verden kunne være mere ligegyldigt end at endnu en bil
skal vente et par dage.
Omtrent en halv time senere kommer Jao og siger at nu har han
fundet en anden der ville lade os snyde os forrest i køen hvis bare beløbet kan
øges til 10.000 CFA. (110 kroner). Jeg accepterer på stedet og kort efter
spurter Jao ned til Charlotte og ungerne der venter bagerst i køen i den
brandvarme bil. Som skulle han på rekordtid køre sig op fra sidste- til førstepladsen
i et spil Mariocart sender Jao den gamle traver af en bil op igennem rækken af
ventende biler. Kort før den forjættede port ind til færgens venteområde vinker
en emsig tolder dog desværre bilen til siden og lukker porten. Og så holder
vores bil ellers der. I en time. I to timer. Til trods for at vi lige har betalt
og uden at vi får nogen forklaring. Hver gang porten bliver åbnet presser
bilister fra 4 baner deres køretøjer hidsigt frem. Er der en der slipper
igennem nåleøjet følger dem der holder bagved aggressivt efter lige i røven
mens portvagten med livet som indsats forsøger igen at få lukket porten midt i
dette ragnarok. På et tidspunkt kører en minibus ind i en personbil i deres
kamp for at komme gennem porten. Minibuschaufføren har ingen ambitioner om at
betale kompensation for den bule han har efterladt i bilens fordør, hvorefter
bilens chauffør henter en syl og går over og hamrer den ind mod bussens dæk.
Imens lusker en masse chaufører rundt og prøver at holde dem der bemander lågen
i hånden eller give dem lidt penge for at lukke dem ind snart. I dette hyggelige
virvar får vi endnu en time til at gå foran den forjættede port. Til sidst bliver
vi lukket igennem.
Det er først da vi endelig er kommet i gennem porten at det
går op for mig at der kun er plads 8 personbiler og 12 trucks på hver færge og
da der kun kommer en færge i timen og da der er mere end 24 biler foran os kan
jeg hurtigt regne ud at vi kommer til at vente 4 timer mere end de 4 timer vi
nu allerede havde ventet.
Her får jeg nok. Øster bliver sur. Sur og rødhåret. Sur på latterlige Gambia over at noget i 2017 kan være organiseret sådan her. Jeg er klar til at opsige aftalen om vores Gambiske sponsorbarn her og nu og på stedet. Jeg er (for første gang i mit liv) klar til at skære ned på ulandsbistanden (så os i de rige lande kan få råd til nogle flere flødekager!). Jeg går direkte hen til Ibrahim – en af vagterne som jeg har talt lidt med – og spørger hvordan det kan være at jeg skal betale bestikkelse for at jeg om min familie skal vente i 8 timer i en kogende varm bil. En varm bil hvor vores medpassager Gina i øvrigt har været så venlig at forsvinde med børnenes vifte som hun fik lov at låne da vi ankom for nu fire timer siden. ”Bestikkelsen gælder da kun hen til porten” svarer Ibrahim smilende. ”Har din chauffør ikke fortalt dig det”. ” Min chauffør har måske i alt kommunikeret tre ord til mig på hele turen, fortæller jeg ham og vælger så at fortælle at jeg for resten er rejseskribent og at jeg skriver for en dansk avis og hvis han synes det er en god ide at jeg skal anbefale andre danskere at komme til dette organisatoriske paradis så kunne jeg godt tænke mig snart at komme på en færge. Om det er fordi Ibrahim formelt set er ansat under turistministeriet at dette hjælper skal jeg ikke kunne sige. ”Men her kommer jo mange danskere”, svarer han i hvert fald. Og pludselig holder vores gamle franske stationcar i ”VIP-køen” parat til den næste færge. Fem en halv time ender vi med at vente. På en gammel udtjent overbelæsset færge. På en grænsekrydsning der tager tyve minutter.
Heldigvis har vi i den ret så nydelige og velorganiserede kolonistilsby der lyder det mundrette navn Ziguinchor valgt at indkvartere os på byens fineste hotel. Ja sgu, nøjsomme Øster har revet sig så vi har swimmingpool med havudsigt og luksus i et par dage. Tiltrængt. Vi tager på en fin bådtur og ser flamingoer galore, der beredvilligt poserer stående i det helt lave vand så det ser ud som om de kan stå på vandet. Pludselig flyver de alle sammen og Østerboy trykker udløserknappen i bund.
Efter afstikkere til Guinea-Bissau og Gambia ender vi tilbage i Dakar hvor rejsen startede. Vi tager i Magic Land med ungerne – et kombineret badeland og tívoli. ”Det var den bedste dag på hele ferien, far” siger Jonas bagefter. Og vi tager på stranden og glor på at ungerne graver i sandet. Derefter tager familien hjem til Danmark hvor de skal på ”blå sommer”-spejdelejr (i regnvejr) med 40.000 andre spejdere.
Jeg selv drager videre til Kap Verde, Guinea, Sierra Leone og Liberia. Se separate posts.
Fra Liberia flyver jeg tilbage mod Dakar med Air Cote D’Ivoire via Abidjan, Elfenbenskysten og Bamako, Mali Flyet er selvfølgelig forsinket halvanden time i afgangen fra Liberia og jeg har kun halvanden time til at skifte fly i Abidjan. Heldigvis venter de på os.
Den sværtbyggede dame stirrer med et panisk blik frem for sig fra sit flysæde mens hun hyperventilerer. Så begynder hun at råbe. Hun råber på Allah. ”Allahu Akbar!”, Råber hun højt ud i flykabinen. Hun beder Allah om at hjælpe. Måske hun tror at Allah ikke forstår. Eller ikke kan høre. For hun beder om hjælp mange gange og hun råber meget højt. Hun er bange. Hun er gået i panik. Vi er ramt af svær turbulens på flyet på vej mellem Elfenbenskysten og Mali og det er damen der befinder sig tre stolerækker bag mig ikke så svært begejstret for. Pludselig rammer vi et lufthul og flyet falder frit i et kort øjeblik. Så bliver der stille. Damen er besvimet.
Heldigvis skal fruentimmeret kke med videre til Dakar og heldigvis kommer der – efter en læge blandt passagererne er blevet hidkaldt – liv i damemennesket igen. Haltende forlader hun flyet i Bamako.
Flyet lander klokken 24.00 Hrs i Dakar og klokken 01.00 har jeg selv guidet min taxa frem til mit lejlighedshotel der lyder navnet Residence la Mariame i bydelen der hedder Yoff. Naturligvis har taxachaufføren insisteret på at køre et par minutter i den gale retning til trods for jeg giver ham udførlige instrukser undervejs. Men med nogen møje og besvær har jeg fået ham tilbage på sporet og ledt frem til mit lille hotel, der så vidt jeg ved kun har to værelser / lejligheder.
Jeg får banket Jean Claude (sejt navn til en sikkerhedsvagt) og Jakuba der driver stedet op. ”C’est plein” (her er fyldt) siger Jakuba. ”Øh hvad” siger jeg til ham. Jeg har boet har før at vi har mundtligt aftalt at jeg skal komme tilbage præcis nu. Klokken et om natten. Efter aftale med Jakuba har jeg desuden lavet en hel officiel booking hos booking.com som jeg har sikret med mit kreditkort. Alligevel er her fyldt. ”Det er fordi jeg ikke tjekker bookning.com” siger Jakuba. ”det virker ikke fra min telefon!”.
Afrika. Afrika. Jeg er sgu ikke helt sikker på at det bliver bedre dag for dag. Midt om natten går jeg derfor gennem Dakars semi-slum med alt mit grej (gør jeg ellers af princip aldrig men da jeg tvivler lidt på Jakubas evner udi tilvejebringelse af taxa til dette obskure sted vælger jeg denne løsning. Jeg går fem minutter i mørke og slum med alle mine sager ud til hovedvejen hvor en taxa stopper med hvinende dæk. En halv time senere er jeg tilbage på turens allerførste hotel hvor det hele startede en måned tidligere. Jeg får banket det søde bestyrerpar op og får et værelse.
Jeg bruger et par dage i Dakar på at skrive de mange posts jeg er bagud. Da jeg gerne ville flyve herned sammen med familien kunne jeg kun få det hele til at flaske sig hvis jeg også selv tog tilbage her til Dakar for at fange mit returfly med Air France hjem mod min søde familie.
END OF TRIP. Tak fordi du er her endnu (too long again I know – kan ikke lade være, det flyder bare ud af mig, hehe). For søren hvor kan man opleve meget på en måned når man bare kaster sig ud i det.
