 |
 |
 |
 |
English speakers please click here for English version.
Fanget mellem djævlen og havets mørke bund – tilbageholdt i Conakry,
verdens værste by.
Dag 19-21
En lang og hård og personlig beretning denne gang. Håber du
gider læse med alligevel. Bortset fra dengang jeg væltede med en bus i
Venezuela og en tysk turist jeg lige havde siddet og talt med døde er dette min
værste rejseoplevelse nogensinde. (hvis du kun vil have den korte version så
læs den engelske version herover)
Fængselsmuren er lang og høj. Ingen vil kunne kravle over
den. Alligevel er der cirkler af ståltråd på toppen. Jeg befinder mig i
Conakry. Hovedstaden i landet Guinea. (aka. Guinea Conakry) Jeg er ankommet
samme morgen med fly fra Dakar. Det regner i gennemsnit 40 mm om dagen (!) i
Conakry i juli måned, men efter massiv regn hele formiddagen er det nu klaret
op og solen er brudt frem.
Umiddelbart er jeg en heldig mand. Solen skinner i et land
midt i heftig regntid og det er søndag – den eneste dag i ugen hvor det ikke
tager 2 timer i en taxa at køre de 11 kilometer fra mit hotel i Ratoma
provinsen og ind til centrum. Her tager jeg lidt billeder. De fleste i smug –
for hver gang jeg fisker kameraet frem råber folk nej. Guinea er et af den
slags lande.
”Hvor man åbner en skole lukker man et fængsel”. Victor Hugo
citatet står med store bogstaver langs fængselsmuren. Snart skal jeg erfare at
fængslet huser nogle af landets værste forbrydere heraf de ansvarlige for det
seneste militærkup.
Da jeg når ned i vejkrydset ved enden og hjørnet af den
lange fængselsmur ser jeg et camouflagefarvet militærtelt. Vejene er grusveje
med huller og store vandpytter efter den nylige regn. Der er blå himmel og
hvide skyer. Foran militærteltet holder en stor pick-up truck. På ladet er der
monteret et kæmpe maskingevær.
Alle disse elementer får jeg med i mit foto. Jeg ved
selvfølgelig godt at man skal være påpasselig med at tage billeder af militærinstallationer
især i et land som dette der indtil for nylig var et militærdiktatur. Men det
er et godt billede og jeg kan ikke se nogle soldater i nærheden.
Tre forskellige vinkler tager jeg billedet fra. Min klare
fornemmelse er at havde jeg kun taget det to gange var jeg gået fri. Men idet
jeg – komplet idiotisk – og for tredje gang trykker på udløserknappen og dermed
udfordrer skæbnen bliver jeg råbt an. Fuck. Jeg småløber videre uden helt at
være klar over hvem det er der råber eller hvor præcis lyden kommer fra.
Desværre bliver jeg indhentet. En fyr i civilt tøj hiver fat
i stroppen på min kamerataske og bremser mig i mit løb. Jeg råber på fransk at
han skal få fingrene væk. Jeg prøver at vriste mig fri. Jeg prøver at åbne hans
fingre så han slipper kamerastroppen. Jeg skriger ham ind i hovedet at han skal
lade mig være. Folk stimler sammen omkring os. På et tidspunkt får jeg hans
fingre til at slippe stroppen og prøver at løbe væk men forinden får han fat i
ryggen på min polo t-shirt. Den bliver revet i stykker da jeg forgæves prøver
at slippe væk. Så fisker han et lille stofmærke op ad sin lomme med noget der
ligner et hummellogo. Manden råber til mig at det her betyder at han er
politimand (selv om han altså ikke har uniform på). I det samme kommer fire
uniformsklædte militærpolitifolk inde fra teltet hen til os. De tager fat i mig
og fører mig ind i militærteltet. Med solen bagende ned på teltet er der måske
50 grader varmt derinde. Luften er stillestående. Civilpolitimanden råber og
skriger. Jeg bliver kommanderet til at sætte mig ned på en lille aflang,
vakkelvorn træbænk i teltets midte. Rundt langs kanten står 4 køjesenge. Der
ligger soldater og sover i flere af dem. Måske er der 10 soldater i alt inde i
teltet. Forhøret kan begynde.
Civilbetjenten er meget voldsom. Han råber og skriger. Alt
foregår udelukkende på fransk og jeg forstår ikke alting. En ung karseklippet
soldat kommer til. Han er også meget afstumpet og skriger op om terrorisme og
spionage. På sengen nærmest mig sætter chefen sig. Han er en spinkel mand med
hulkinder og markerede træk. Hans uniform er blå (de fleste af de andre har
camouflagefarvet militærtøj). Han er venligere end de andre. Men hans sind er
omskifteligt.
”Vis os dit kamera”, siger han. ”Nej”, siger jeg. ”Tog du et
billede”, spørger han. ”Ja”, siger jeg idet jeg tænker at det er der jo ligesom
bevis for som de kan fremskaffe. Vis os dit kamera siger han. ”Det er vel ikke
forbudt at tage et billede” siger jeg. ”Det kan du tro det er”, siger chefen.
Har du en fototilladelse siger han så. ”Nej” svarer jeg, ”det har jeg ikke hørt
noget om man skal have”. Her må du ikke engang tage almindelige billeder uden
en fototilladelse (jeg søger aldrig om disse fototilladelser og efterfølgende
har jeg tjekket i min – ti år gamle – guidebog, hvor der står at
fototilladelsen nu er afskaffet, men det ved jeg ikke noget om mens dette sker).
”Og det er i sandhed forbudt at tage billeder af militærinstallationer” siger
de. ”Nu skriver vi en rapport og så skal du i fængsel. Du har også udøvet vold
mod tjenestemand i funktion”, siger han. Jeg siger at manden var i civil og jeg
troede han prøvede at stjæle mit kamera. De er ligeglade. Jeg skal i fængsel,
siger de. Desuden er jeg anklaget for både spionage og terrorisme oplyser de
mig. Tak for fucking kaffe for en suppedas jeg er havnet i.
Først vil de dog se mit kamera. Jeg tager det til sidst op
ad kameratasken. Den ophidsede civilbetjent løber over og tager fat om linsen
med begge hænder og prøver voldsomt at dreje kamerahuset ud af mine hænder –
jeg holder fast, råber igen af ham og vinder efter nogen kamp kameraet tilbage.
Jeg lægger det ned i tasken og siger til chefen at de ikke får lov at se mine
billeder før ham civilbetjenten er gået væk. Jeg siger at jeg ikke vidste noget
om at det var forbudt at tage billeder og at jeg bare kan slette dem. Men det
må jeg absolut ikke. ”Det er for sent nu” får jeg at vide. ”Det er jo beviser”.
Jeg siger at jeg bare er turist. ”Dokumentér det” siger de.
Jeg overvejer at give dem mit visitkort hvor der står at jeg er rejseskribent
og fotograf. Men jeg har det ikke med opdager jeg (kun i de allerfarligste
lande lader jeg min kreditkortholder ligge tilbage på hotellet) – og jeg er
bange for at spille journalistkortet da nogle lande er kendt for fængsle eller sågar
omgående at deportere journalister (eller i yderste konsekvens at få dem til at
forsvinde..). Så jeg fastholder at jeg bare er turist. De vil også have mit
pas. Jeg fortæller dem at det ligger på mit hotelværelse. ”Få en til at hente
det siger de”. Jeg ved ikke hvordan siger jeg. Jeg har ikke noget signal på min
mobil (Telenor har ikke en aftale med Guinea). Efter omkring halvanden times
forhør viser jeg dem min laminerede kopi af et af mine to pas som jeg har i
lommen. Det løsner stemningen en smule op da de nu har dokumentation for hvem
jeg er.
På et blankt A4 ark går de i gang med at skrive
forhørsrapport. Jeg forstår ikke alt hvad de siger. Jeg forstår ikke alt hvad
de skriver. Det er selvfølgelig noget med at jeg har taget et ulovligt foto af
militærinstallationer og at jeg er bekendt med at det er ulovligt. Og så en
masse om hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, hvad jeg laver, hvad mine forældre hedder
osv. De siger en masse jeg ikke forstår. ”Jeg forstår ikke det hele” siger jeg
konstant. De tror mig ikke. Men du taler jo fint fransk siger de. ”Det er meget
muligt at I forstår hvad jeg siger”, siger jeg til dem. ”men jeg kender ikke
alle ordene og jeg forstår ikke alt hvad I siger”. De tror mig ikke. De tror
jeg prøver på at snyde dem.
Igen vil de se billederne. Mens jeg viser dem sletter jeg de
tre billeder af militærteltet og to andre af fængselsmuren. Da det går op for
dem bryder helvede løs. Chefen tager sin maskinpistol som har ligget gemt under
hans madras frem. Han truer mig ikke med den, men han ligger den klar. De andre
råber alle sammen at nu skal jeg smides i fængsel. Men de ved – og jeg ved – at
nu er beviserne slettede. Stemningen er utrolig meget dårligere, men jeg har –
måske – lidt bedre kort på hånden.
I løbet af de første to timer spørger jeg måske ti gange om
det her drejer sig om penge. ”Nej” siger kaptajnen hver eneste gang.
Jeg er selvfølgelig godt klar over at det gør det nok
alligevel. Jeg er 95% sikker. Men de bliver ved med at sige at de vil køre mig
over til fængslet hvor der er en dommer der kan afsige dom med det samme. De
bliver ved med at sige at jeg skal mange år i fængsel.
Jeg overvejer helt seriøst at stikke af. Bare løbe ud af
teltet og spurte væk. Men jeg tænker det nok ikke får mig til at fremstå som
mere uskyldig såfremt jeg bliver fanget. Jeg overvejer meget seriøst om jeg
bare skal sige at så må de smide mig i fængsel. Men hvad nu hvis de ikke
bluffer. Hvad hvis de giver mig en nat i kachotten. Hvad hvis de giver mig
mere. Kan de det? Der er ti mod en. De er soldater. De er bevæbnede. De er
hidsige. De forhører mig på fransk. Det er halvtreds grader varmt.
Du skal ringe til din ambassade siger de så. Jeg går ud fra
at det er mere skræmmetaktik. Jeg har ikke nummeret siger jeg så. Og i øvrigt
har jeg ikke noget signal på min mobil.
Jeg bliver ved med at sige at jeg ikke har gjort noget
ulovligt. At jeg ikke vidste at det var forbudt at fotografere her (teknisk set
siger jeg ”at jeg ikke ved at det er er forbudt”, da jeg ikke kan finde ud af
at sige det i datid). At det ikke er ulovligt at fotografere
militærinstallationer i Danmark. ”Du fatter intet råber den unge karseklippede
fyr. ”Du er spion. Du er terrorist” – ”Det derinde” siger han og peger på
fængslet ”er som Guantanamo”.
Da forhørsrapporten til sidst er færdig består den af en
tætskrevet A4 side udfærdiget i chefens svært læsbare og snørklede håndskrift.
Nu skal du skrive under siger de. ”Det kan jeg ikke”, siger jeg. ”Jeg kan jo
ikke skrive under på noget jeg ikke forstår”.
Min hals er fuldstændig udtørret og jeg har det dårligt. Jeg
beder om vand. En soldat går ud og køber 1,5 liter mineralvand til mig. Og
snyder mig selvfølgelig da han giver mig byttepenge.
Til sidst spørger chefen – ENDELIG – om hvad jeg selv
foreslår vi kan gøre. Det er det her jeg har ventet på. De har skræmt og skræmt
og skræmt mig og nu vil de have at jeg selv skal foreslå at betale en bøde.
Jeg kunne godt være blevet ved. Men forhøret har nu varet i
tre timer og jeg gider ikke mere. Jeg siger at hvis der er en regel her om at
man ikke må fotografere militærinstallationer og der er en bøde for det vil jeg
da med glæde betale den. De første par gange afviser chefen. Men jeg fornemmen
vi er på rette vej. Til sidst siger han ”hvor meget havde du tænkt dig”. ”100.000
Guineanske Franc” siger jeg (10 Euro). Det er ikke nok siger han selvfølgelig.
Lidt efter siger jeg 200.000. ”Giv mig dem” siger han blot. Jeg har omkring
500.000 GF i lommen – det er alt hvad jeg har med. Jeg har ingen Euro, ingen
USD. Jeg går over i teltets hjørne (hvilket de lidt overraskende lader mig
gøre) og tager diskret 200.000 GF op ad lommen. Bagefter giver jeg dem til
chefen. Nu vil jeg ringe til min chef og spørge hvad vi kan gøre siger chefen.
Men først skal du skrive under på forhørsrapporten.
Jeg siger igen at jeg ikke kan skrive under på noget jeg
ikke forstår. Og jeg troede at vi lige havde aftalt at når jeg betalte en bøde
kunne jeg gå. Men chefen er ligeglad jeg skal skrive under. Sådan går der yderligere
måske tyve minutter.
Til sidst skriver han en anden og kortere forhørsrapport.
Hans håndskrift er igen svær at læse og jeg må have hjælp til at tyde den og
forstå den lidt juridiske ordlyd. Denne gang forstår jeg det. Der står bare at
jeg har taget billede af en militærinstallation hvilket er forbudt. Jeg prøver
at få indført en ordlyd som siger at ”jeg efterfølgende har fundet ud af at det
er forbudt”. Det kan ikke komme på tale.
Jeg har ikke fået nogen kvittering for bestikkelsen så
teoretisk set kan manden bare stikke pengene i lommen og smide mig i fængsel
med underskrevet erklæring hvis jeg skriver under og det er det han vil (såfremt
lokal lovgivning mod forventning tillader det). Jeg tænker at det nok er
usandsynligt at de vil gøre det nu de lige har taget mod bestikkelse men man
ved jo aldrig – man læser jo så meget om stjålne propagandaplakater i Nordkorea
og i militærdiktaturer eller andre ekstremt korrupte lande som dette kan
militæret måske gøre hvad der passer dem.
Jeg spørger 100 gange om jeg ikke selv kan skrive en
erklæring på engelsk eller fransk. De nægter. Jeg spørger om jeg kan få en
advokat – de siger at jeg bare kan ringe til ambassaden.
Hvis jeg skriver under på den korte rapport får jeg så lov
til at gå spørger jeg chefen. ”Ja” siger han.
Jeg føler mig fanget mellem djævlen og havets mørke bund.
Efter 3,5 time skriver jeg under.
Jeg rejser mig op. ”Sæt dig ned” kommanderer chefen. Og så
kommer ham civilpsykopaten over og begynder at råbe igen.
”Nu skal du også skrive under på den lange erklæring” siger
chefen. Jeg tror det er løgn. ”Men du har jo lige sagt.” han trækker bare på
skuldrene.
Han forlanger vi gennemgår mine billeder og han tjekker at
der ikke er flere kriminelle billeder tilbage. Billederne af livet i byen og de
legende drenge foran fængselsmuren beder han mig ikke om at slette.
Jeg læser den lange erklæring igen. De hjælper mig med at
oversætte og tyde håndskriften. Ud over det er en længere formulering med meget
flere personlige detaljer kan jeg ikke se at der står så meget andet end i den
korte erklæring. Men hvordan kan jeg stole på korrupte psykopater der lyver mig
lige op i ansigtet.
”Hvis jeg skriver under på den anden erklæring får jeg så
lov at gå”, spørger jeg.
”Ja” siger chefen igen.
Og så siger han noget vigtigt: ”vi bliver nødt til at have
denne erklæring så du ikke kan komme efter os bagefter. Du skal selv have
indrømmet at have gjort noget ulovligt.” Se det giver jo mening. De skræmmer
mig. Får mig til at skrive under. Tager bestikkelsen og har – hvis der skulle
blive problemer – papiret hvor jeg selv vedkender at have taget et ulovligt
foto. Er det bare det det drejer sig om?
Og kan jeg stole på dem.
Til sidst skriver jeg under.
Jeg rejser mig op. ”Sæt dig ned” siger den karseklippede
fyr. Så råber han mere ind i mit hoved. I flere minutter. Giv mig 300.000 mere
så får du lov til at gå siger han så. Det er skruen uden ende.
Jeg er sur nu. Jeg gider ikke mere. Jeg er træt. 10
militærnarhoveder mod en. I fem minutter sidder jeg og kigger ned i gulvet uden
at sige et ord, mens de skiftevis råber ad mig. Så kommer chefen (som i
mellemtiden har forladt teltet). ”Har han skrevet under på den oprindelige
erklæring” siger han. ”Ja” siger de andre.
Vis mig alt indholdet i din kamerataske siger han så. Jeg
lægger alting op på sengen. Da jeg pakker det sammen igen siger chefen endelig
de forløsende ord: ”Nu kan du gå”.
Og jeg går. Ud i solskinnet. Ud i friheden. En ret speciel
oplevelse rigere. Og 140 kroner fattigere. Lidt nervøs for om der kan blive et
efterspil. De ved hvor jeg bor og har min erklæring. Teoretisk set kan de jo
bare troppe op på mit hotel og bede om flere penge. Men det er selvfølgelig
bare mig der har lidt posttraumatisk paranoia og det tør de selvfølgelig ikke.
Jeg ser dem heldigvis aldrig igen.
Om natten vågner jeg klokken 02.00 og skriger ud i rummet
Jeg er badet i sved og vågner af det ondeste mareridt. Jeg falder ikke i søvn
igen. Dagen efter har jeg tænkt mig at skrive. Men jeg har ondt i maven og
oplevelsen sidder i kroppen. Jeg skriver ikke et ord.
Part 2 – Overland i
regntiden fra Conakry til Freetown, Sierra Leone:
To dage senere skal jeg overland til Freetown, Sierra Leone.
Af Deramy (hvor cool er det at have et navn der er annagram for Dreamy) en
flink ansat på mit hotel bliver jeg anbefalet at tage den offentlige bus der
kun kører to gange om ugen. Det er sikkert velment. I regnvejr uden hjelm og
kun i shorts og t-shirt får jeg et lift bag på hans motorcykel ind til byen for
at forhøre mig nærmere. Bussen afgår kl 12.30 næste dag får jeg at vide.
Mødetid er klokken 09.00. Hvorfor må guderne vide, men den er komplet ufravigelig.
Stationen bussen afgår fra hedder Medina og ligger temmelig upraktisk næsten
helt inde i centrum. I hverdagsmyldretiden tager det op mod 2 timer at komme
fra mit hotel ind i centrum (og bussen skal så på fænomenal velorganiseret vis
samme vej ud igen) så jeg vil skulle afsted klokken 07.00. Vejene til Freetown
skulle være forfærdelige og jeg er sikker på at bussen mindst skal bruge 12
timer om at komme frem. Måske flere dage.
I stedet kan man enten tage en deletaxa til grænsen (med to
personer på passagerforsædet og 4 bagi). Jeg overvejer at købe begge forsæder,
men ender til sidst med at forhandle en god pris frem på min egen taxa helt til
grænsen. Det er Deramys nabo der skal være chauffør. Han har aldrig kørt ruten
før. Hans bil er ikke en firhjulstrækker og den har ikke højt ophæng bagtil
(som nogle af de gamle Renault 19 deletaxaer som jeg har set i byen har). Men
den er relativt ny og Beauvugui Francois som chaufføren hedder forsikrer mig om
at han har kørt meget værre steder inde i landet. Hvis du kun vil betale
300.000 Francs (30Euro) så skal du også selv betale hvis der sker noget med bilen
og for al bestikkelsen undervejs” siger Francois.
Jeg svarer at det er bedst med en fast pris for det hele. Vi
har lige – inde ved busstationen – fået at vide at der er 3-4 Check Points hvor
man skal betale 10.000 Guinea Franc i bestikkelse ved hvert. Så vi enes om en
pris på 370.000 Guinea Franc (37 Euro) (et sæde i en deletaxa til grænsen
koster vist nok til sammenligning 40.000 Franc dvs. 240.000 GF eller 24 Euro
for hele bilen, hvilket måske havde været en bedre beslutning fordi chaufføren
så ville være bedre bekendt med ruten og forholdene. Til gengæld skulle jeg så
være taget et par timer i den gale retning for at komme ind til stationen
hvorfra den afgik, hvilket jeg ikke gad.)
Kaotisk er langtfra et stærkt nok ord til at beskrive vejene
og trafikken ud af Conakry da vi næste morgen – med en halv times forsinkelse
fordi Francois selvfølgelig kommer for sent – sætter afsted mod grænsen. Her er
fattigdom værre end jeg kan huske at have set det noget andet sted i verden
(inkl. slummen i Juba, Sydsudan og omkring Bombay, Calcutta og Nairobi). Her er
veje i så urimelig dårlig forfatning at det overhovedet kan lade sig gøre i
2017 noget sted i verden at have HOVEDVEJE der forbinder to lande i en sådan
stand. Der er skiftevis ok asfaltveje, røde jordveje med sten og kæmpe huller –
fyldt op med vand fordi det er regntid – og asfaltvej også med store dybe
vandhuller. Det sidste er det værste da de er dybest og bilen ofte skraber i
mod.
Det første Checkpoint ligger ved hovedstadens regionsgrænse
36 km fra centrum og kaldes blot ”point 36km”. I Rough Guide står der om dette
sted: ”Checkpointsene bemandes af et mix af militærpoliti, bande-enheder,
toldbetjente og gendarmer. De eksisterer med det ene formål at berige dem der
arbejder ved dem og de vil gøre alt for at finde en fejl ved bilens
tilladelser, dit pas, dit visum, dit vaccinationsbevis eller noget helt tredje.
Hvis intet andet virker er et par enkelte tusinde Guinea Francs i bestikkelse
nok”
Nu har jeg en vis erfaring fra grænser og checkpoints, men
ikke fra Guinea, hvor oplevelsen fra et par dage forinden stadig sidder i min
krop. ”Point 36km” ligger inde midt i en rundkørsel som hele vejen rundt består
af rød opkørt jord. Belært af erfaringen tænker jeg at dette ikke er det
rigtige sted at tage et billede så I må nøjes med min beskrivelse. Vi bliver
vinket ind til siden og bedt om at parkere ud i siden af selve den (enormt
brede) jordvejsrundkørsel. Rundkørslen er totalt proppet med biler og gamle
busser der dytter infernalsk. Damer spankulerer frejdigt omkring allevegne med
kæmpe kurve på hovederne og faldbyder dette og hint. Der ligger væltede
træborde og flyder mellem bilerne på vejen. Francois går ud og forhandler med
en militærpolitimand om bestikkelsen. Så vidt jeg forstår beder politimanden
slet ikke om tilladelser. Han beder bare om penge. Penge for at få lov til at
passere. Ingen grund til at pakke tingene ind.
Vi er parkeret lige ved siden af en kæmpe bus som pludselig
med et brøl starter dens motor. Udstødningsrøret er under en meter fra mit
nedrullede vindue. På næsten ingen tid fyldes vores kabine med den sindssygeste
dosis udstødningsgasser jeg tror jeg nogensinde har været udsat for. På livet
løs ruller jeg mit vindue op i håb om at jeg når det inden jeg dør af
kulilteforgiftning. Det bliver 50.000 Guineanske franc, siger Francois da han rystet
kommer tilbage. Han har prøvet og prøvet men kan ikke få ham længere ned. Jeg
synes det er lidt synd for Francois da han jo godt kan regne ud at de 70.000 i
bestikkelsespenge så næppe kommer til at række. Jeg giver lidt ekstra siger
jeg. Jeg gider ikke spille min tid med at råbe frem og tilbage til flere
magtliderlige psykopater. Vi betaler og kører videre.
Heldigvis regner det ikke ret meget. Dagen før regnede det
massivt i 12 timer i træk. Alligevel tager det os to timer at tilbagelægge de
første 37 kilometer.
”Nu har vi kørt en time” siger Francois da vi har kørt
to timer og ti minutter. ”Mener du fra Conakry?” spørger jeg. ”Ja.” Siger han. ”Vi
kørte 7.30 og nu er den 9.30” siger han (den er 0938 red) ”Ja” siger jeg og
venter lidt på om han selv kan gennemskue den komplekse sammenhæng. ”Det er jo
to timer” siger jeg lidt efter. Francois tæller langsomt på fingrene. ”Ja”,
siger han så “to timer”.
Det er trygt og godt at vide at det er dette
matematiske geni der forestår forhandlingerne om bestikkelsesbeløb ved de mange
checkpoints. Heldigvis er han en god og rar fyr der gør sit bedste for at
hjælpe mig. Lidt senere lærer jeg ham at sige ”Beaucoup troups ici” på engelsk.
”Many holes here”. Han kan en lillebittesmule engelsk fordi de synger på
engelsk i hans baptistkirke. Snart efter begynder han at symge sine kirkesange
for mig.
Ved det næste checkpoint betaler vi 20.000 Franc. Ved det
næste er chefen gået til frokost så der kører vi bare igennem. På vejen ligger
pludselig en stor grøn slange. Nogle knægte tyrer sten mod den hoved for at slå
den ihjel. Jeg er blevet så bange for at tage billeder at jeg ikke engang tør
fotografere det.
Lidt senere fisker jeg alligevel kameraet op ad tasken for
at forevige de uladsiggørligt ringe veje (jeg gemmer hukommelseskortet inden vi
når grænsen). En modkørende deletaxa opdager at jeg har stukket kameraet ude af
min bilrude (se billede) og kører op på siden af os og skælder os vildt ud.
Charmen og imødekommenheden over for turister er totalt uimodståelig i dette
gudsforladte land. Francois er kampklar og chaufførerne råber lidt af hinanden.
”Han tager jo bare billeder af naturen” siger Francois. ”Det her er jo ikke
nogen ambassade” siger Francois da vi kører videre. Han aner ikke hvor rammende
det citat er.
Efter yderligere et checkpoint (20.000 GF) når vi frem til en
”Douane” – en toldstation – (placeret 10 km før grønsen hvor der også er en
toldstation – og hvorfor er der i øvrigt overhovedet en toldstation når vi er
på vej UD af et land).
Tolderne stikker hovedet ind gennem mit vindue og skriger
vildt af mig. Jeg giver dem 5.000. Slet ikke nok. Vi lover dem 5.000 mere men
jeg har kun en 20.000 seddel (Francois er selvfølgelig kørt afsted uden en
eneste franc på lommen) men får den så vekslet hos de sindssyge toldere og
giver dem kun 5.000 mere. EFTER jeg har betalt bestikkelse får jeg så alligevel
lov til at få gennemrodet mine sager. Da officeren er færdig vil han gerne bede
om nogle flere penge. Det regner nu vildt og jeg skynder mig bare ind i bilen.
Told-snoren der spærrer vejen er sænket for en anden bil – Francois træder på
sømmet og med vildt artikulerende toldere i bakspejlet sætter vi kursen det
sidste stykke mod grænsen.
Fem en halv time tager det i alt at tilbagelægge de 118
kilometer. Det svarer til et gennemsnit på 21 kilometer i timen. Jeg betaler
selvfølgelig Francois for al bestikkelsen og stikker ham desuden 10 Euro i
drikkepenge. Selve grænsen er mere civiliseret og jeg får allernådigst lov at
komme igennem tolden og få mit udrejsestempel uden at betale. En ung
motorcykelfyr transporterer mig bag på hans motorcykel de sidste femhundrede
meter til Sierra Leones grænsebygning hvor almindelig pli, lov og orden og
normal civilisation igen hersker.
Behøver jeg at nævne at jeg cirka samtidig naturligvis blev
ramt af en gang meget seriøs omgang løst krudt i kanalen. Så mangler jeg bare
en at pådrage mig en god gang ebola før mit landebesøg bliver helt perfekt!
Og hvor tror I i øvrigt at Ebolaen startede?. Need I say. Guinea
of course – verdens mest forpulede lorteland. Samme sted som arnestedet for
Østers nu medbragte tarm-amøbe!
Afrunding: Jeg
har engang skrevet en artikel med titlen ”Verdens værste land” – som handler om
et besøg på den overbefolkede og vildt forurenede hovedø Tarawa beliggende i
Stillehavsnationen Kiribati. Et sted hvor folk helt åbenlyst skider på
stranden. Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående har jeg ubetinget taget
fejl. Af de 180 lande jeg indtil nu har haft (hovedsageligt) fornøjelsen af at
besøge kommer intet andet land blot i nærheden af at være lige så afskyeligt
som Vestafrikanske Guinea.
Beklager den blev alt for lang – thanks for staying on.
