 |
 |
 |
 |
English speakers please click here for English version.
Dag 1-5 Senegal – Mauretanien – Senegal
“Kom tilbage om en time. Ham der skal lave jeres visum sover
nu”. Klokken er fem minutter i tre om eftermiddagen og vi befinder os på
grænsen mellem Senegal og Mauretanien. For nylig er det blevet muligt at få
visum direkte her på grænsen. Jeg har dog læst på nettet at der holdes siesta
mellem 12 og 15 og vi har derfor fint timet vores ankomst til tidspunktet hvor
visumkontoret nu altså burde åbne lige om lidt. Men visumudstedelsesofficerens
eftermiddagslur sover ikke sig selv og det med tiden tager man ikke så nøje på
disse kanter.
Vi har på dette tidspunkt allerede været nogle dage
undervejs på vores Vestafrikanske odysse. Det hele startede med kaos og
problemer da vi landede i Dakars Leopold Sadar lufthavn i Senegal. Selvfølgelig
var der 40 grader varmt inde i lufthavnen. Selvfølgelig skulle børnefamilier
vente ekstra lang tid iblandt gylpende småbørn og deres stressede (mestendels
lokale) forældre på at få stemplet vores pas. Derefter var aftenens særtilbud
yderligere en times ventetid på baggagen som Ava desværre fejrede ved at kaste
op. Vestafrikas vist nok største lufthavn var desuden – selvfølgelig fristes
man til at skrive – som støvsuget for fungerende hæveautomater det være sig
både i ankomst og afgangsområdet og ude foran lufthavnen, hvor der i øvrigt var
et leben som stod man midt på Djema el Fna pladssen i Marrakesh. En taxa og især
min GPS (uden hvilken vi næppe havde fundet hotellet for det var lige flyttet
og havde ikke noget skilt ude foran) tog os til et nærliggende hotel i
kvarteret der hedder Yoff. Der var ingen aircondition på værelset. Til gengæld
var der mange myg. Velkommen til Vestafrika.
Næste morgen skulle vi efter planen have sat kursen mod
Mauretanien. Men Ava kastede stadig op. ”Jeg kan jo bare vifte mig i bilen med
min vifte, og jeg vil gerne afsted til et nyt land” sagde hun tappert.
Alligevel ventede vi et par timer – som blandt andet gik med at køre rundt i
taxa forbi et hav af pengeautomater indtil jeg til sidst fandt en der virkede.
Da jeg kom tilbage havde Ava heldigvis fået det bedre og vi kunne med nogle
timers forsinkelse sætte kursen mod nord.
”Den bil der er jo tusind år gammel” sagde jeg på fransk til
taxa-dispatcheren på busstationen med det mundrette navn Gare Routiere Baux-Maraichers i udkanten af Dakar som vi var nået
frem til i løbet af en times tid (til trods for at der kun var få kilometer
dertil) i en vrimmel af trafikos, højtbelagte kæmpelastvogne, gule taxaer og
adstadige æselkærrer i et næsten helt stillestående og temmelig frygtindgydende
sammensurium.
”Men så passer den jo til dig” svarede chefforhandleren
(blandt mange taxatursforhandlere) kækt. Bilen vi talte om var en Renault fra
tiden lige omkring hjulets opfindelse. Den var så mørbanket og gennemtæret at
det var et mirakel at den overhovedet kunne køre. Taget var for eksempel så
gennemtæret så man kunne kigge op til himlen gennem små rusthuller. Bilen var
en såkaldt ”sept-place” – en
syv-sæders deletaxa hvor passagerforsædet og to bagsæder med hver 3 pladser var
til salg. Desværre for os var der kun tre sæder ledige i den forrest ventende ældgamle
bil. Det betød at med mindre vi havde lyst til at splitte os op eller sidde på
skødet så var vi nødt til at vente på den næste sept place samt på yderligere tre passagerer i bil nummer 1 og
yderligere tre passagerer i bil nummer 2 (med mindre vi havde lyst til at
betale for alle 7 sæder for så kan man køre med det samme).
Mens vi ventede på at bilerne skulle fylde op faldt jeg i
snak med en flink lokal fyr der sad i den først afgående ”sept place” som fortalte at visumkontoret ved grænsen lukker
klokken 18. Se det var en ret så afgørende information (som min ellers
omfattende research også på franske hjemmesider havde undladt at afsløre) da
vores forventede ankomsttidspunkt til grænsen grundet vores sene afgang først
var omkring klokken 19. Og er der noget der er sikkert i Vestafrika så er det
at man ikke kommer frem før tid.
Vi tog derfor en hurtig beslutning om i stedet at overnatte
et par timer før grænsen og vente med Mauretanien til dagen efter.
Natten tilbragte vi på formidabel vis på Hotel Diamarek Sur
La Plage i St Louis i det nordlige Senegal et par timer før grænsen. Normalt
gør jeg ikke reklame for hoteller men for omkring 300 kroner pr nat havde vi
vores egen runde strandbungalow beliggende direkte i blandt klitter og palmer.
Den indeholdt to soveværelser hvert med en-suite badeværelse og et lille køkken
(se billede). Hotellet ligger på en tange der hedder ”Hydrobase” som er så smal at der er strand både på vestsiden og
østsiden af hotellet. Læg dertil en stor svømmepøl i midten og en restaurant
med god fransk mad og kolde øl og du har et lille stykke out-of-africa paradis
(hvilket de fleste Vestafrikarejsende formentlig kan nikke genkendende til at
man godt kan have brug for efter mange timer i kaotisk trafik), hvorfra man kan
tage på udflugt til St Louis Unesco-bevarede gamle bydel som danner ramme om
adskillige film om Frankrig i kolonitiden.
Næste eftermiddag befinder vi os således friske og veludhvilede
på grænsen til Mauretanien. Omsværmet at touts der vil sælge os både deres
gamle bedstemor og deres muligvis endnu ældre æsler tager vi en lille pirogue (udhulet kano) over
grænsefloden. En ung, ranglet uniformsklædt mand tager i mod os da kanoen når
bredden og beder om vores pas. Nu er jeg ikke så meget for at give folk vores
pas, men trods mandens kleine statur og unge alder virker han nogenlunde
troværdig. Han leder os ind mod visumkontoret og bekendtgør at de vil beholde
vores pas til visumofficeren er vågnet fra sin middagslur.
Da officeren endelig ankommer viser det sig at han har både
kamera, fingeraftryksscanner og andre avancerede hjælpemidler til rådighed inde
i det indtil nu aflåste kontor som gør at han kan lave et fint lille visum med
billede og det hele som bliver klistret ind i vores pas (Pris pr visum er for
nylig faldet fra 120 Euro pr person til 55 Euro pr person bare hvis der er
nogle af DBKerne der læser med).
Efter vi har fået vores visa og vores stempler (som man
naturligvis først får efterfølgende ved at stå i en anden kø) tror vi naivt at
nu kan vi måske få lov til at komme ind i Mauretanien. Men ”C’est pas possible”
siger en mand i uniform ved grænselågen og peger mig i retning af en lille biks
som paradoksalt nok ligger inde i Mauretanien – som vi altså endnu ikke har
fået officiel adgang til – hvor man kan få taget fotokopier af sine pas som man
så kan gå tilbage at udlevere til grænsevagten. 8 kroner og 4 fotokopier senere
går jeg glad tilbage til grænsevagten. Men ”Pas possible” siger han blot igen
og gør opmærksom på at manden i kopibiksen fejlagtigt er kommet til at kopiere
Charlottes USA visum i stedet for af passets første side.
Jeg skynder mig tilbage til den lille kopibiks, men mødes nu
af en lukket dør og en stor hængelås. Det skal ikke være alt for let. Ivrige
unge mænd der har gjort det til deres levebrød at hjælpe forvirrede mennesker
ved denne semianarkistiske grænse med dette og hint skorter det dog ikke på og
snart efter bliver jeg peget i retning af en ny fotokopibiks hvor tariffen for
kopier kun udgør en enkelt krone.
Efter knap to timers grænsehurlumhej får vi endelig lov til
at komme ind i det forjættede Mauretanien. En ualmindeligt insisterende ung
mand forsøger at overbevise mig om at det hotel jeg på ikke helt simpel vis har
booket (via det seje franske site der hedder Jumia Travel som har de mest
snuskede hoteller i de mest uanseelige byer – og som jeg senest benyttede i
Tchad) i den Mauretanske grænseby der hedder Rosso er under renovering og jeg
derfor ikke bør tage derhen. Vi ignorerer ham blot og finder let vores hotel,
der udefra ligner noget der er få sekunder fra at styrte sammen (tjek billedet
af Charlotte på balkonen). Hotellet er fuldt på nær det ”allerbedste rum” som
jeg får at vide er præcis det som jeg har reservereret. Det allerbedste rum
indeholder en dejlig stor og bred dobbeltseng med et hovedgærde som ligner et
kirsebærfarvet forvokset Biva reolsystem fra helvede. Der er ikke nogen
topmadras og de store runde fjedre på den madras der er ville gøre enhver fakir
lykkelig.
Vi spiser aftensmad på Kiff restaurant – byens fineste – i
deres airconditionerede VIP-salon hvor vi – for første gang nogensinde World
Wide – får at vide at der er forbudt at spille Uno med vores børn. Bagefter
prøver Charlotte og jeg at sove hvilket kun synes til dels at kunne lade sig
gøre – i hvert fald hvis man som jeg sover på maven – hvis man samtidig placerer
hver af sine albuer, hofter og knæskaller nede i hver sin fjedermunding.
Børnene sover til gengæld sødt på madrasser på gulvet.
Grænsebyer er ikke altid hjemsted for guds bedste børn og
Rosso synes ikke at være nogen undtagelse. En rå stemning af Sahel, transit,
smuglergods og lovløshed hænger over byen. Blandt berbere med løse kjortler,
sørgmodige øjne og tørklæder viklet om hovedet for at beskytte mod ørkenstøvet
går vi næste dag rundt og ser det kaotiske marked og jeg tager lidt snigerfotos
med min lange zoom.
Efter to korte dage i dette særdeles fotogene land er det
allerede tid til at tage tilbage til Senegal, hvis vi skal nå mine ambitiøse
videre rejserute. Det eventyrlige jernmalmstog i den nordlige del af landet –
verdens længste tog og som man kan tage med enten som betalende passager eller
(lovligt) som blind passager oppe i malmvognene må vi (desværre) have til gode
til en anden gang.
