 |
 |
 |
 |
English
speakers please click here for English version.
Dag 9-13 Gambia
”Velkommen til Gambia – vil du have noget mad” siger den
smilende immigrationsofficer med den gule uniform og peger ind mod
immigrationskontorets baglokale. Derinde sider fem smilende andre officerer
rundt om et fad med Benachine (ris med olie og grøntsager) som de ugeneret
stikker hver deres fedtede klør fem ned i fra tid til anden.
”Sama Hrarid Djere Djef” mange tak min ven svarer jeg men
afslår dog tilbuddet. Jeg får let vores fire indrejsestempler og er fejlagtigt
i den tro at nu er alting i sin skønneste orden. Glad går jeg tilbage til vores
ventende taxa.
”Følg mig og tag al baggagen med” siger en brysk, lavstammet
og rundhovedet mand der dukker op ud af det blå. Hans uniform er i modsætning til
immigrationsofficerernes blå. Han viser sit lille identifikationsskilt og siger
at han kommer fra narkotikapolitiet.
Nu ved jeg ikke om det er sådan at narkotikapolitiet på
grænsen til Gambia anholder mange vestlige turister på vej på badeferie med
deres små børn for narkosmugling. I hvert fald bliver vi af den arrogante,
korporlige mand helt fra start af behandlet som om vi allerede var blevet idømt
en streng straf for en alvorlig forbrydelse.
Vi ledes igennem et kontor med store tomme borde hvorpå vi
passende kunne have fået gennemrodet vores baggage og ud til en
grusparkeringsplads bagved hvor en afstumpet, fattesvag og mindst ligeså
arrogant narkopolitiunderordnet beder os at fremvise al vores baggage. Vi har
været undervejs fra Guinea Bissau i næsten syv timer og er lidt trætte – men vi
går i gang med at fremvise baggagen det beskidte underlag til trods. Efter en
minutiøs gennemgang af halvdelen af vores tasker (inkl. nærstudering af alle
piller i vores toilettaske – man ved jo aldrig om vi har stoppet ecstasy ned til
panodilerne – bliver jeg kaldt ind på chefens kontor. Her får jeg at vide at
jeg skal tømme mine lommer og indholdet i mit mavebælte ud på hans skrivebord.
Jeg har på dette tidspunkt svarende til omkring 15.000 danske kroner i
kontanter (Vest Afrika er hovedsageligt en cash region) som jeg ikke har nogen
ambition om at lægge ud på den sure, tykke mands skrivebord. Så jeg siger nej.
”Hvad mener du med nej” siger manden som på dette tidspunkt allerede har sin
hånd halvt på vej ned i mit pengebælte. ”Jeg mener nej”, siger Jeg og kigger
ham direkte ind i øjnene.
”Du lægger de penge
op nu” siger han så.
Jeg er træt. Manden er en idiot. Charlotte venter utålmodigt
ude foran – ligeledes irriteret over den fortsatte gennemsøgning hun selv er
udsat for. Vores to små børn venter alene i en varm bil på en grænse med en
chauffør vi kun har kendt i kort tid og som de ikke kan kommunikere et eneste
ord med. Så jeg vælger – komplet idiotisk – at fortælle manden at jeg er
journalist der skriver rejseberetninger om de lande jeg besøger for de danske
aviser. Og at jeg indtil nu – baseret på dette møde og en uhyggelig lang
ventetid på den transgambianske hovedvej (forklaring følger i kommende Senegal
post) ikke indtil videre er super imponeret af Gambia. Med andre ord noget der
kunne opfattes som en trussel. En trussel om at hvis ikke denne her skiderik
lader mig gå nu så skriver jeg at han er en skiderik.
Se det var en fejl. En stor fejl. En. Stor. Kæmpe. Fejl.
Nærmest øjeblikkeligt begynder narkochefen at skrige mig ind
i hovedet. Hans kuglerunde hoved er placeret omkring 10 centimeter fra mit. Han
skriger at han bare gør sit job. At jeg ikke skal fortælle ham hvordan det skal
gøres. At jeg kan skrive hvad fanden der passer mig. At jeg kan skride ad
helvedes til hvis jeg ikke gør som han siger. At han kan bestemme om vi får lov
at rejse ind i landet (til trods for at vi allerede har fået vores
indrejsestempler). At jeg skal lade være med at kigge ham i øjnene. At jeg skal
være velkommen til at fortælle myndighederne at her er der tale om en særdeles
grundig narkoofficer. Og så videre og så videre. Jeg tror at han råber i over 5
minutter i træk. Spyttet sprøjter i kaskader ud over det lille indelukkede
kontor.
Jeg har ualmindeligt meget lyst til at stikke hidsigfar en
velplaceret knytnæve lige midt i hans cirkulære fjæs. Men tænker trods alt at
det næppe er særligt fremmende for min i forvejen noget uholdbare situation. Så
jeg holder min kæft, mens han bliver ved og ved og ved at svine mig til. Til
sidst går gassen heldigvis af ballonen og han sætter sig træt og resignerende
ned på sin stol. Jeg fisker mine penge op og lægger dem i en bunke på bordet
som jeg bliver ved med at holde fast i. De næste 30 minutter bliver jeg udsat
for gambisk grænsehistories formentlig mest grundige gennemsøgning (forestået
af juniorofficeren) før jeg til sidst får lov til at gå. Velkommen til Gambia.
Lemon Creek resort som vi skal bo på er til gengæld
fuldstændig fantastisk. På grund af regntid er her lavsæson og jeg har fundet
en deal på Expedia hvor vi for 275 kroner pr nat kan bo på dette luksushotel
med 4 senge, aircon, kæmpe morgenmadsbuffet (til trods for der nærmest ingen
andre gæster er) og balkon med hav- og pooludsigt. Haven ligner et
tropeparadis, farverige fugle flyver rundt, aber hopper rundt mellem de høje
slanke palmer i den grønne have (og tigger bananer fra gæsterne) og cikaderne
synger. (i et andet og mindre værelse bor to engelske damer vi senere møder og
som har booket gennem et engelsk rejsebureau. De betaler 3 x så meget som os pr
nat hvilket samlet set fordyrer deres 14 dages ophold med omkring 7.000
kroner – bare hvis nogen endnu ikke har
regnet ud hvordan rejsebureauer tjener deres penge..)
Den første dag ser vi kun to andre gæster. To ganske
omfangsrige skotske søstre fra Edinburgh. Den ene flyder ud i sin strandstol
ved siden af sin Gambiske kæreste som med sine regulære træk, sin six-pack og
sit velplejede hår ligner en både pænere, mere veltrænet og meget yngre udgave
af Bob Marley. Med sin sorte gud ved siden af hende nyder hun livet. Jeg har
set dokumentarprogrammer om dem. ”Fuck-boys” kalder Charlotte dem. Smukke,
sorte mænd på jagt efter økonomisk bedrestillede hvide kvinder. Jeg har lyst
til at fotografere dem, men synes alligevel (for en sjælden gangs skyld) at det
vil være lidt for intimiderende.
Fra citronlundshotellet tager vi på udflugter. Jeg har en
engelsk ven der ligesom jeg forsøger at besøge alle verdens lande og som driver
et ecolodge i Gambia (og som har været tilbageholdt og nær smidt i fangelejr i
Nordkorea fordi han spredte sin onkels aske ud i landet..men det er en anden
historie..) . Han hedder Lawrence og har anbefalet et par udflugter. Vi skulle
egentlig have boet på hans lodge – men da han for nogle måneder siden var
involveret i en alvorlig trafikulykke i Østtimor er han stadig hjemme i England
til genoptræning, så vi må nøjes med at følge hans anbefalinger.
Så vi tager på junglewalk, besøger en lille krokodille-zoo
hvor man kan klappe krokodillerne og købe halskæder med krokodilletænder og
spiser frokost i Cape Point på Calypso Beach Bar hvor vilde krokodiller svømmer
rundt nær atlanterhavskysten som strandbaren ligger ud til. Vi får lov at fodre
de vilde krokodiller med (døde) fisk og Jonas skræmmer en stor leguan så den
forskrækket hopper ned fra sit træ og lander i præcis oven på Avas ansigt hvor
den sidder forvirret et par sekunder inden den forvirret tager benene på nakken
(desværre var faren og hans kamera på dette tidspunkt ikke tilstedeværende).
Vi besøger også vores gambianske sponsorbarn som vi har haft
i knap ti år – pls se særskilt post.
Hver aften går vi ned på stranden ved Lemon Creek.
Forsidefotoet på min Lonely Planet Senegal og Gambia forestiller lokale unge
mænd der danser i solnedgangen. Jeg ser ingen der danser men hver aften spilles
der fodbold på stranden mens solen går ned og reflekterer sine stråler i
vandkanten. En af aftenerne er det et Gambiansk førstedivisionshold der træner.
De kommer i deres store biler. Og hvis jeg lover at sende billederne på Messenger
poserer de gerne og laver tricks foran fotografen i solnedgangen.
Sådan er Gambia så forskellig. Fra armod og affald i
landsbyerne til paradis ved resortsene. Fra venlige, hjælpsomme,
hårdtarbejdende folk i byerne og søde ansatte på resortsene til korrupte og
arrogante politifolk ved grænserne.
