Vestafrika 2017 blog

English speakers please click here for English version.

Hovedvejen fra helvede – Highway from hell

Dag 1-3, 4-8, 13-15, 17-19, 29-30.

Senegal er postet til sidst selv om vores rundtur i landet fandt sted i starten af rejsen. Men fire gange er jeg nu vendt tilbage til Dakar som jeg har brugt som knudepunkt og derfor slutter rejsen her. Og så tænkte jeg at jeg hellere måtte bløde de barske historier fra Guinea, Sierra Leone og Monrovia op med en lidt lettere familiepost her til sidst.

Efter at have besøgt Mauretanien (se dag 1-3 post) er vi tilbage i St Louis i det nordlige Senegal. Gaden der leder fra det historiske centrum og ned til hydrobasehvor vi bor er en af de mest interessante gader jeg kan huske at have set i hele Afrika. Der er hestevogne og æselkærrer, folk i farvestrålende gevandter, geder der bræger, børn der leger. Der er et leben og nogle farver og her er helt vildt fotogent.

Vores chauffør i vores ”sept-place” (syv-sæders) deletaxa fra St. Louis til Kaolack cirka midt i landet hedder Idris. Hans højre øjenlåg hænger, hvilket får det til at se ud som om han er lige ved at falde i søvn. Som vi har gjort det med de fleste af vores chauffører køber vi ham en sodavand og lidt nødder da turen starter. Det skulle vi måske ikke have gjort for bagefter ser han endnu mere søvnig ud. Jeg fornemmer han nikker med hovedet, men det er svært helt at afgøre da jeg kun kan se hans højre øje, der som sagt hænger. Vejen er lang, lige og monoton. Det samme er landskabet som defilerer forbi. Her er næsten ingen trafik. Til sidst falder Idris i søvn. Han døser hen og idet min venstre arm instinktivt griber ud efter rattet vågner han med et sæt med det samme igen fra sin blunden. ”Je suis pas fatigue” (jeg er ikke træt) nærmest råber han ud i luften. Lidt efter holder vi ind for at få en kaffe. To kopper koster 1 krone. Som den første chauffør i Afrika i meget, meget lang tid tilbyder Idris at betale. Måske er det fordi han faldt i søvn. Jeg siger selvfølgelig at jeg nok skal betale alligevel.

”Efter en tid i Kaolack kan det være du går hen og bliver Kaolack fan”, står der i vores Lonely Planet. Vi skal have en enkelt overnatning i byen for at bryde den lange landrejse mellem Saint Louis i nord og Ziguinchor i det sydlige Senegal op. Samme Lonely Planet påstår også at byen besidder Afrikas næststørste marked efter det i Marrakesh. Jeg har ikke haft tid til at tjekke men det er en påstand som jeg tvivler på. Hvad jeg ved med sikkerhed er at det ikke er noget rart marked. Det er møgbeskidt, ludfattigt, der er utroligt tætte fluesværme overalt og der lugter af muggen røv. Ud over markedet kan vi ikke finde andre turistattraktioner. Det er muligt vi ikke bliver længe nok i byen til at udtale os, men det er ikke umiddelbart sandsynligt at vi går hen og bliver Kaolack-fans.

“Good luck” siger den lebanesiske indehaver af restauranten i Kaolack bare. Vi har lige fortalt ham at vi har tænkt os at køre ad den transgambiske hovedvej der forbinder det nordlige og det sydlige Senegal. “Det kan blive en lang tur”, siger han bare.

Gambia er indlejret i Senegal som var det en splint i hælen (se kort). Så skal man rejse mellem nord og syd i Senegal er man tvunget til at rejse gennem Gambia og herfor er der kun to muligheder. Enten via Banjul eller via den transgambiske hovedvej. Begge ruter kræver en færge et stykke af vejen. Al info jeg har kunnet finde peger i retning af at den transgambiske hovedvej – som navnet antyder – er den hurtigste.

Ingen vil dog sige hvor lang tid turen tager da vi tidligt om morgenen forhandler om sæder i en ”sept place” deletaxa. Det kommer an på flodkrydsningen er der en der siger hvorefter han tilføjer at vi ”er fremme i aften” og at vi ”bare skal tilbyde 5000 CFA (55 kroner) i bestikkelse hvis der er kø ved floden så kommer vi med garanti med med det samme”.

Udenfor er der snart efter afgang palmer og sol. Runde lerhytter og savanne. Jao – vores chauffør – tygger på en pind. ”Doucement”, siger jeg endnu engang. Langsommere. Men Jao er ligeglad. Vores familie deler taxaen med Omar og Bubar der siger at de ”arbejder som forretningsmænd med fisk og mango” og en dame der hedder Gina. Jao taler Wolof og kun en smule fransk. Hans datter som hedder Fatmada er også med så faktisk er det ikke en ”sept place” men en ”huit place” da vi med vores familie er 8 passagerer i vognen. Til at starte med sidder Fatmada på skødet af Gina, men senere kommer hun frem og sidder sammen med vores børn. Med store sorte øjne, små tynde fletninger og sin fine hvide kjole med røde prikker tager hun aldeles vare på sig selv. Hun taler ikke, hun drikker ikke og hun spiser ikke (andet end et par kiks som vi giver hende). Vi passerer små kaotiske byer der nærmest kun består af et vejkryds, alt for mange mennesker, vandpytter og affald. Man forstår hvorfor alle afrikanere spørger om hjælp til at komme væk. Omar har prøvet en gang. Men der var problemer med båden fra Libyen. Han tog tilbage. “Men jeg prøver igen”, siger han.

Pludselig bremser Jao hårdt. Hårdt men alt for sent. Umiddelbart efter flyver bilen ud over et vejbump og vi lander med et brag. Kort efter går vi i stå. Jao pumper på et eller andet ude i motorrummet og så kan vi køre lidt igen. Men et par kilometer senere går vi igen i stå. Vi er 9 mand i en gammel fransk bil langt ude på landet i Senegal og vores bil kan ikke køre. Jeg spørger Omar og Bubar hvorfor Jao ikke kendte til fartbumpet hvis han kører der hver dag. ”De har lavet det siden i går” siger Omar – ”og de har ikke sat noget advarselsskilt op”. Jao synes (som han gør hele dagen) totalt upåvirket af denne lidt prekære situation. Ved at udføre løbende småreparationer får han os listet omkring 10 kilometer frem til en mellemstor by hvor der er et værksted. Eller i virkeligheden er der et stykke jord man kan parkere på og tre skæve treskure. En lokal mekaniker fremkommer iført en skruetrækker og en svensknøgle. Han tager indsugningsslangen af og suger lidt benzin ud af den. Ti minutters efter at han er begyndt at skrue virker indsugningen igen. Jao kører en prøvetur og konstaterer at den også er gal med udstødningen. Intet problem for i løbet af det næste kvarter bliver den repareret inklusive svejsning. Her gør Afrika det sgu godt, og vi er klar til vores videre færd.

Vi krydser grænsen til Gambia og får her lov til at betale
CFA 5.000 i transitvisum pr person. Det er ellers gratis at komme til Gambia på
turistvisum i den øvrige del af landet, men på den transgambiske hovedvej
kræves naturligvis et transitvisum. Herligt, taget i betragtning er at hverken
vi eller alle Senegaleserne har valgt at Gambia skal ligge her og spærre når de
skal fra nord til syd i deres eget land. Kort tid efter når vi frem til floden
som vi skal krydse. Ned mod floden holder en over en kilometer lang kø af biler
og lastbiler. Vi parkerer allerbagerst og går den lange vej op til floden. Jeg
har for længst fortalt Jao at jeg hjertens gerne betaler 55 kroner hvis jeg kan
springe køen over så han tager mig med hen til chefen der er ansvarlig for at
vogte porten ned mod floden. ”Hvilken bil drejer det sig om” spørger chefen som
er en arrogant, korporlig mand i en alt for stor gul skjorte. Se det er jeg
ikke lige klar over da bilen vi kører i er så gammel at logoet i midten af rattet
er slidt væk. ”En Peugeot eller en Renault” svarer jeg derfor da alle de
deletaxaer vi indtil nu har kørt med har været af et af disse to fabrikater.
”Er det din egen bil” spørger chefen. ”Nej”, siger jeg. ”Det er en sept place”.
”Så må I bare vente bag i køen” responderer manden upåvirket. ”-Der er jo så
mange deletaxaer her og vi kan jo ikke lade en af dem komme forrest så bliver
de andre sure.”, fortsætter han. En ret så alvorlig streg i regningen. ”Hvor
lang tid skal vi så vente?” spørger jeg. Svaret rammer mig lige midt i sylten
og tager næsten pusten fra mig. ”To til fire dage!”, siger den tykke mand med
en mine som om intet i verden kunne være mere ligegyldigt end at endnu en bil
skal vente et par dage.

Omtrent en halv time senere kommer Jao og siger at nu har han
fundet en anden der ville lade os snyde os forrest i køen hvis bare beløbet kan
øges til 10.000 CFA. (110 kroner). Jeg accepterer på stedet og kort efter
spurter Jao ned til Charlotte og ungerne der venter bagerst i køen i den
brandvarme bil. Som skulle han på rekordtid køre sig op fra sidste- til førstepladsen
i et spil Mariocart sender Jao den gamle traver af en bil op igennem rækken af
ventende biler. Kort før den forjættede port ind til færgens venteområde vinker
en emsig tolder dog desværre bilen til siden og lukker porten. Og så holder
vores bil ellers der. I en time. I to timer. Til trods for at vi lige har betalt
og uden at vi får nogen forklaring. Hver gang porten bliver åbnet presser
bilister fra 4 baner deres køretøjer hidsigt frem. Er der en der slipper
igennem nåleøjet følger dem der holder bagved aggressivt efter lige i røven
mens portvagten med livet som indsats forsøger igen at få lukket porten midt i
dette ragnarok. På et tidspunkt kører en minibus ind i en personbil i deres
kamp for at komme gennem porten. Minibuschaufføren har ingen ambitioner om at
betale kompensation for den bule han har efterladt i bilens fordør, hvorefter
bilens chauffør henter en syl og går over og hamrer den ind mod bussens dæk.
Imens lusker en masse chaufører rundt og prøver at holde dem der bemander lågen
i hånden eller give dem lidt penge for at lukke dem ind snart. I dette hyggelige
virvar får vi endnu en time til at gå foran den forjættede port. Til sidst bliver
vi lukket igennem.

Det er først da vi endelig er kommet i gennem porten at det
går op for mig at der kun er plads 8 personbiler og 12 trucks på hver færge og
da der kun kommer en færge i timen og da der er mere end 24 biler foran os kan
jeg hurtigt regne ud at vi kommer til at vente 4 timer mere end de 4 timer vi
nu allerede havde ventet.

Her får jeg nok. Øster bliver sur. Sur og rødhåret. Sur på latterlige Gambia over at noget i 2017 kan være organiseret sådan her. Jeg er klar til at opsige aftalen om vores Gambiske sponsorbarn her og nu og på stedet. Jeg er (for første gang i mit liv) klar til at skære ned på ulandsbistanden (så os i de rige lande kan få råd til nogle flere flødekager!). Jeg går direkte hen til Ibrahim – en af vagterne som jeg har talt lidt med – og spørger hvordan det kan være at jeg skal betale bestikkelse for at jeg om min familie skal vente i 8 timer i en kogende varm bil. En varm bil hvor vores medpassager Gina i øvrigt har været så venlig at forsvinde med børnenes vifte som hun fik lov at låne da vi ankom for nu fire timer siden. ”Bestikkelsen gælder da kun hen til porten” svarer Ibrahim smilende. ”Har din chauffør ikke fortalt dig det”. ” Min chauffør har måske i alt kommunikeret tre ord til mig på hele turen, fortæller jeg ham og vælger så at fortælle at jeg for resten er rejseskribent og at jeg skriver for en dansk avis og hvis han synes det er en god ide at jeg skal anbefale andre danskere at komme til dette organisatoriske paradis så kunne jeg godt tænke mig snart at komme på en færge. Om det er fordi Ibrahim formelt set er ansat under turistministeriet at dette hjælper skal jeg ikke kunne sige. ”Men her kommer jo mange danskere”, svarer han i hvert fald. Og pludselig holder vores gamle franske stationcar i ”VIP-køen” parat til den næste færge. Fem en halv time ender vi med at vente. På en gammel udtjent overbelæsset færge. På en grænsekrydsning der tager tyve minutter.

Heldigvis har vi i den ret så nydelige og velorganiserede kolonistilsby der lyder det mundrette navn Ziguinchor valgt at indkvartere os på byens fineste hotel. Ja sgu, nøjsomme Øster har revet sig så vi har swimmingpool med havudsigt og luksus i et par dage. Tiltrængt. Vi tager på en fin bådtur og ser flamingoer galore, der beredvilligt poserer stående i det helt lave vand så det ser ud som om de kan stå på vandet. Pludselig flyver de alle sammen og Østerboy trykker udløserknappen i bund.

Efter afstikkere til Guinea-Bissau og Gambia ender vi tilbage i Dakar hvor rejsen startede. Vi tager i Magic Land med ungerne – et kombineret badeland og tívoli. ”Det var den bedste dag på hele ferien, far” siger Jonas bagefter. Og vi tager på stranden og glor på at ungerne graver i sandet. Derefter tager familien hjem til Danmark hvor de skal på ”blå sommer”-spejdelejr (i regnvejr) med 40.000 andre spejdere.

Jeg selv drager videre til Kap Verde, Guinea, Sierra Leone og Liberia. Se separate posts.

Fra Liberia flyver jeg tilbage mod Dakar med Air Cote D’Ivoire via Abidjan, Elfenbenskysten og Bamako, Mali Flyet er selvfølgelig forsinket halvanden time i afgangen fra Liberia og jeg har kun halvanden time til at skifte fly i Abidjan. Heldigvis venter de på os.

Den sværtbyggede dame stirrer med et panisk blik frem for sig fra sit flysæde mens hun hyperventilerer. Så begynder hun at råbe. Hun råber på Allah. ”Allahu Akbar!”, Råber hun højt ud i flykabinen. Hun beder Allah om at hjælpe. Måske hun tror at Allah ikke forstår. Eller ikke kan høre. For hun beder om hjælp mange gange og hun råber meget højt. Hun er bange. Hun er gået i panik. Vi er ramt af svær turbulens på flyet på vej mellem Elfenbenskysten og Mali og det er damen der befinder sig tre stolerækker bag mig ikke så svært begejstret for. Pludselig rammer vi et lufthul og flyet falder frit i et kort øjeblik. Så bliver der stille. Damen er besvimet.

Heldigvis skal fruentimmeret kke med videre til Dakar og heldigvis kommer der – efter en læge blandt passagererne er blevet hidkaldt – liv i damemennesket igen. Haltende forlader hun flyet i Bamako.

Flyet lander klokken 24.00 Hrs i Dakar og klokken 01.00 har jeg selv guidet min taxa frem til mit lejlighedshotel der lyder navnet Residence la Mariame i bydelen der hedder Yoff. Naturligvis har taxachaufføren insisteret på at køre et par minutter i den gale retning til trods for jeg giver ham udførlige instrukser undervejs. Men med nogen møje og besvær har jeg fået ham tilbage på sporet og ledt frem til mit lille hotel, der så vidt jeg ved kun har to værelser / lejligheder.

Jeg får banket Jean Claude (sejt navn til en sikkerhedsvagt) og Jakuba der driver stedet op. ”C’est plein” (her er fyldt) siger Jakuba. ”Øh hvad” siger jeg til ham. Jeg har boet har før at vi har mundtligt aftalt at jeg skal komme tilbage præcis nu. Klokken et om natten. Efter aftale med Jakuba har jeg desuden lavet en hel officiel booking hos booking.com som jeg har sikret med mit kreditkort. Alligevel er her fyldt. ”Det er fordi jeg ikke tjekker bookning.com” siger Jakuba. ”det virker ikke fra min telefon!”.

Afrika. Afrika. Jeg er sgu ikke helt sikker på at det bliver bedre dag for dag. Midt om natten går jeg derfor gennem Dakars semi-slum med alt mit grej (gør jeg ellers af princip aldrig men da jeg tvivler lidt på Jakubas evner udi tilvejebringelse af taxa til dette obskure sted vælger jeg denne løsning. Jeg går fem minutter i mørke og slum med alle mine sager ud til hovedvejen hvor en taxa stopper med hvinende dæk. En halv time senere er jeg tilbage på turens allerførste hotel hvor det hele startede en måned tidligere. Jeg får banket det søde bestyrerpar op og får et værelse.

Jeg bruger et par dage i Dakar på at skrive de mange posts jeg er bagud. Da jeg gerne ville flyve herned sammen med familien kunne jeg kun få det hele til at flaske sig hvis jeg også selv tog tilbage her til Dakar for at fange mit returfly med Air France hjem mod min søde familie.

END OF TRIP. Tak fordi du er her endnu (too long again I know – kan ikke lade være, det flyder bare ud af mig, hehe). For søren hvor kan man opleve meget på en måned når man bare kaster sig ud i det.

English
speakers please click here for English version.

Dag 25-28

Damen i Check-in skranken gør det godt. Jeg skal flyve fra
Freetown i Sierra Leone til Monrovia i Liberia. Jeg har selv tjekket ind på
nettet men har ikke nogen printer så jeg mangler sådan set bare at få printet
et boardingkort. Jeg har kun håndbagage, så jeg bør være ret let at tjekke ind.
Jeg er omtumlet og har kvalme. Kendte bivirkninger ved at tage ciprofaxacin som
jeg foreløbigt har spist et halvt gram af i et forsøg på at slå amøberne i min
mavesæk ihjel (hvilket – suppleret med yderligere et halvt gram samme aften –
lykkes).

Bevares de to boardingkort og mit businessloungepass (Tak
igen til den forrygende Ole P for det fantastiske guldkort) er godt nok udstedt
til en vis John Stenzel. Og ok jeg har også fået et andet sæde end det jeg har
valgt samt boardingkort til både Freetown-Monrovia og Monrovia-Bruxelles til
trods for jeg kun skal til Monrovia og altså ikke lige hedder Hr Stenzel. Men
bortset fra det gør damen i incheckning-skranken et meget fint stykke arbejde.

I lufthavnen bliver jeg hentet af ”Prince” i lufthavnen der
kører mig de halvanden time til mit billige USD45 pr nat Ms Emily’s guesthouse
i centrum af Monrovia. Det er mørkt på hele turen. Prince kører max 60
kilometer i timen selv om der i starten er god lige landevej og ingen andre
biler. Når der så kommer en modkørende trykker Prince hver gang på bremsen og
bringer hastigheden ned på omkring 30 kilometer i timen og idet den modkørende
passerer krænger han (uden at der er nogen grund til det) hver gang bilen ud
mod rabatten så det føles som om den er lige ved at køre af vejen. Jo mere vi
nærmer os hovedstaden jo flere modkørende kommer der. Når der kommer en
modkørende motorcyklist helt ovre i den fjerneste side af vejen gør han endnu
mere idiotisk det samme. Omkring 50% af gangene bytter Prince desuden om på op-
og nedblænding til de modkørendes store irritation hvilket de med hidsige blink
ikke undlader at gøre opmærksom på. Jeg prøver at forklare ham – på engelsk –
hvad han skal gøre, men han forstår ikke almindeligt engelsk og jeg forstår
slet ikke det utroligt mærkelige liberisk-engelske der kommer tilbage.

Ujævn dækker ikke
hans kørselsfacon tilnærmelsesvist. Jeg kastes frem og tilbage i mit sæde
hvilket ikke gør noget godt for min kvalme. Nogle tror måske jeg overdriver her
men jeg mener helt seriøst at jeg kørte bedre bil end ham allerførste gang jeg
satte mig bag et rat og tøffede hakkende derudaf (i en bil med en kobling til
forskel fra Princes der har automatgear) og jeg husker ikke nogensinde at have
kørt med en så gennemført elendig og helt uforståeligt abruptkørende chauffør.

Liberia har som bekendt en noget omtumlet historie. Vi tager
lige et kort sammenkog af landets ret så farverige nyere historie. Indtil 1980
var Liberia ledet af de såkaldte ”Americo-Liberians”. Efterkommere af de
amerikanere der var vendt tilbage til Liberia med de løsladte slaver i
1800-tallet og som havde sat sig for at omvende lokalbefolkningen til
kristendommen (hvilket lykkedes da majoriteten af landet i dag er kristent). De
indfødte, oprindelige folk blev groft udnyttet hvilket de ikke synes var det
mest fantastiske i hele verden så en indfødt sergent ved navn Samuel Doe sneg
sig en nat i 1980 ind i paladset og slog den pyjamasklædte Americo-Liberianske-præsident
ihjel (kendt som ’døden i pyjamas-kuppet’). Desværre havde den gode Samuel Doe
ikke så godt styr på landets finanser der alt for hurtigt satte kursen sydpå
samtidig med at korruptionen voksede frem. Borgerkrigen mellem de forskellige
stammer brød ud og fra 1989 til 1991 angreb styrker under ledelse af Charles
Taylor (initialt fra en base i Elfenbenskysten) regeringstropperne og tog til
sidst magten. Samuel Doe blev henrettet, en seance der blev optaget på video og
det er senere kommet frem at en fyr ved navn Prince Johnson – som senere i 2012
kom på tredjepladsen i præsidentvalget – på videoen fra 1991 sidder og drikker
pilsnere mens han beordrer sine soldater til at slå Samuel Doe ihjel. Charles
Taylor der altså var kommet til magten ved militærinvasion blev i 1996 rent
faktisk legalt valgt til præsident. Hans valgslogan var: ”He killed my ma, he killed my pa. I’ll vote
for him” (!?). Charles Taylors styre varede helt frem til 2003 hvor forskellige
grupper af rebeller fik overtaget. Taylor tog i eksil i Nigeria og en transitionsregering
blev dannet. Det førte i 2005 til at Ellen Johnson-Sirleaf blev Afrikas først valgte
kvindelige præsident. Hun er stadig landets overhoved og har modtaget Nobels
fredspris.

Udover at landet har en ganske blodig fortid har jeg også
hørt et par grumme historier om nutiden. En gut skrev på tripadvisor (sidste år
tror jeg) at en mand trængte ind på hans centrale gæstehus, tæskede ham
voldsomt, truede ham med en pistol og stjal alle hans ting. Og Eric T Nguyen
som for nylig som 24-årig blev den yngste i verden der har besøgt alle verdens
lande (læs mit interview med Eric her: http://www.expedition-everywhere.com/travel-writing/#eric
) blev også truet med en pistol til at udlevere sine penge her i Monrovia (han
brugte couchsurfing og hændelsen skete da han var hos sin couchsurfing vært).

Heldigvis er der vagter, mure med solide jerndøre og pigtråd
om bygningen på Miss Emilys Guesthouse og udover at låse min trædør har jeg en
jerndør der ligner noget fra indgangen til en bankboks der solidt låser mig
inde.

Annette, den søde dame der driver mit gæstehus fortæller mig
at jeg ikke skal tage kamera eller mobiltelefon med når jeg går rundt i
hovedstaden, men det gør jeg alligevel. Og i Monrovia har jeg heldigvis ingen
problemer med at fotografere. Jeg besøger det nyrenoverede nationalmuseum som
allerede har en afdeling der fortæller om Ebola-udbruddet.

Midt på dagen tager jeg en tuk tuk – der på disse kanter går
under navnet kekeh – over til Mamba Point Hotel – et af byens fineste hoteller
hvor FN-folkene og NGO-erne skulle hænge ud. Jeg lader min GPS ligge derhjemme
og det skulle jeg aldrig have gjort for på vejen derud kan chaufføren ikke
finde byens mest kendte hotel.

På vejen hjem går den tuk tuk jeg prajer ude på gaden i stå
hele tiden. Chaufføren har et særligt trick til med hiv og sving og det yderste
af neglene at få genoplivet den hostende to-taktsmoter. Sjette gang motoren
sætter ud må han forsøge sine tricks utallige gange uden resultat. Samtidig
starter selvfølgelig en styrtregn af bibelske proportioner. Jeg sukker højlydt
omme fra mit bagsæde. Chaufføren vender sig om og stirrer mig melankolsk lige i
øjnene. ”This is Africa” siger han blot. Ja tænker jeg. Det her er eddermame
Afrika. Han kan – da han endelig får liv i motoren – selvfølgelig ikke finde
vej til krydset mellem Johnson Rd og Warren St helt inde i det allermest
centrale Monrovia hvor jeg bor og må spørge om vej fire gange. Jeg fatter ikke længere
hvad han siger og er ikke engang klar over om han taler Kreyol eller Merico
(der begge er pidgin-slave-engelsk med en masse andre – blandt andet franske – ord
i blandet.). Til sidst genkender jeg selv en gade hvor jeg har været før og
leder ham det sidste stykke.

Efter et par dage i Monrovia skal jeg videre. Nu skal jeg
bare i lufthavnen, så jeg tænker at nu er der ikke mere der kan gå galt. Det er
søndag og kokkepigen har fri og da jeg kommer ned ligner Annette en hængt kat.
”Jeg er syg. Jeg tror jeg har malaria” siger hun. Hun har lige stået med
snotten nede i mit røræg. ”Men bare rolig, det smitter ikke”. ”Det gør det vel
hvis du bliver stukket af en myg – og jeg så bliver stukket bagefter” siger
jeg. ”Nå ja” siger hun så.

Så fortæller hun at den eneste ledige chauffør der kan tage
mig i lufthavnen – naturligvis – er Prince. Prince der kører dårligere end en
nybegynderkøreskoleelev der lige har tygget et kilo khat. ”Jeg tror sgu bare
jeg selv finder en taxa” siger jeg til stakkels, sløje Annette.

Jeg prajer flinke Mohammed på gaden. Han er en rar fyr der
taler en lille smule langsommere end alle de andre chauffører jeg har mødt så
for en gangs skyld forstår jeg lidt af det han siger. ”Road small car da
plenty” siger han meget rammende om trafikken ud af Monrovia (hvor der kun er
en vej ud og mange biler). ”Me da black man ca marry wån, too, thre, får woma.
U da white ma only wån!” siger han da jeg spørger til hans familieforhold. Han
har fem drenge fortæller han. Tre med sin første kone og to med den anden. Han
har dog ikke begge koner samtidig til trods for at han altså siger at det må
den sorte mand godt. Jeg spørger ham i stedet til vejret. Det er regnsæson og
de sidste to døgn har det regnet voldsomt og næsten uafbrudt i Monrovia. Han
fortæller at i August regner det nogle gange en uge i træk. ”Rain ca come heavy”,
siger han. Jeg kan kun give ham ret.

Efter de sidste to meget hårde landebesøg – tilbageholdt i
Guinea og amøbe-dysenteri i Sierra Leone og efter et par dage i Liberia nu
heldigvis med bedre helbred, men med dårligt vejr, små logistikudfordringer og
lidt nervøsitet over sikkerheden er Østerboy ved at være en lille smule træt.
Og en ret stor smule klar til at forlade denne allermest hardcore del af
Vestafrika – og nu snart returnere til anderledes velfungerende Dakar. – og
derefter hjem til min kære familie i Danmark.

Næste post: Senegal. Jeg ender min rundtur i Dakar og har
derfor gemt Senegal posten til sidst (selv om hoveparten af vores
Senegal-familierundrejse fandt sted i begyndelsen af turen)

PS Mange tak til Eleonore af Schaumburg -Lippe for udstedelse
af visum J

English
speakers please click here for English version.

I bjergløvelandet med afterburner I gathullet

Dag 22-25 – land #179/196

Good afternoon siger den rundkindede bedstemor der bevogter
Ebola kontrolposten på grænsen ind mod Sierra Leone. ”How are you feelling
today, Sir” siger hun. Jeg siger i ikke fuld overensstemmelse med sandheden at
jeg har det glimrende, da jeg tænker at det her vil være det rigtige svar.
Efter tre fransktalende og et portugisisktalende land er det rart at være
tilbage i et land hvor man til fulde kan kommunikere med folk. Snart skal jeg
dog blive klogere vad det angår. Men det er nu alligevel godt at være tilbage i
civilisationen efter alt for kaotiske Guinea.

På egen opfordring stikker jeg de to flinke damer i tolden hver
5.000 nyvekslede Leone som møntfoden her hedder. To gange 4,5 krone. Man er vel
blevet vant til at betale bestikkelse. Til gengæld hjælper de mig med at finde
en taxa som kan køre fra den nærmeste taxa/busholdeplads som ligger hele 10
kilometer væk og hen til grænsen for at hente mig og derefter helt ind til mit
hotel i Freetown for kun 225 kroner. En god deal.

David kommer og henter mig i hans relative nye og skinnende
flotte Nissan. David er Krios. Krios er en etnisk mindretalsgruppe i Sierra
Leone der kun udgør 1,5% af befolkningen. De er ofte velhavende og sidder på
mange af de indflydelsesrige poster. David er cool. Han har cool, dyrt tøj og
guldkæder om halsen. Over hans nakkestøtte tilhørende hans forsæde hænger der
en skinnende, flashy sølvgrå habitjakke.

David taler Krio. Krio er et kreolsk sprog som genbruger
mange engelske ord. Det tales af 90% af alle i Sierra Leone (og sproget Krio
skal altså ikke forveksles med befolkningsgruppen Krios som som sagt udgør en
forsvindende del af befolkningen).

Når David taler forstår jeg først ikke hvad han siger. Som i
ikke et ord. Endelig er jeg kommet til et engelsktalende land og nu fatter jeg
ingenting. Langsomt begynder jeg at forstå det syngende sprog med korte abrupte
ord hvor omkring halvdelen måske er engelske. (Mave hedder f.eks ”belle” på
Krio).

How is it? – lærer jeg hurtigt at sige. Jeg prøver at ramme
den samme accent som Leonardo Di Caprio brugte i filmen Blood Diamonds for
sådan lyder de lokale også.

David siger til at starte med med den allerstørste
overbevisning at turen indtil Freetown – på glimrende veje – vil tage
”halvanden til to timer”. Det er ikke noget der er til diskussion. Den viser
sig selvfølgelig at tage omtrent det dobbelte – tre timer og tre kvarter.
Tidsforståelse i Afrika lærer jeg aldrig helt at forstå. Siger en chauffør at
noget tager 2 timer og ender det med at tage 32 timer synes det ikke at bekymre
nogen det fjerneste. Man er jo kommet fra A til B som er det man har betalt
for. Tid synes ikke at være noget værd i det fattige Afrika.

I Afrika kan alting til gengæld købes gennem et bilvindue.
Der er ingen grund til at tage madpakke med. Du kan købe nødder i små poser, alskens
frugter, ris med sauce i palmeblade, ristede majs og så videre. Du kan købe
levende dyr og du kan købe døde dyr. Du kan købe tøj og hængelåse. Aviser og
skopudsegrej. Du kan købe iskoldt vand i små 400 ml poser for 25 øre. Overalt.

På vejen køber David: to sække kul (til sin far), et par
ultracool badesandaler (kr 18, til sig selv) og to levende kyllinger (til sin
far). Jeg nøjes med nogle poser vand, lidt bananer og lidt nødder.

David har en søn på 11 år. David kan godt lide musik. Han
har et godt anlæg, der brager løs inde i bilen. Han skifter CD et par gange. ”Det
der er en god sang” kommer jeg for skade at sige på et tidspunkt. Ikke fordi
det nødvendigvis er en der er med på min personlige playliste, men fordi det er
en hel del bedre end de alternativer vi har hørt indtil da. Cause I am your
Laaaaaaady. And you are my man, skråler det ud af højttalerne. David bliver så
glad for mit kompliment at han spiller den ialt 33 gange. 33 GANGE! De sidste
19 gange indtil vi ankommer til mit hotel i Freetown – som jeg selv leder ham
til via min GPS, som ikke har noget skilt og ligger i et faldefærdigt hus
omgivet af mure med pigtråd på toppen i en af de mest udtjente og sølle gader
jeg nogensinde har set i nogen by – hører vi den i træk. For det meste når nummeret
ikke at spille færdigt før David starter det forfra. Cause I am your Laaaady.
Det sidste stykke gennem Freetowns stillestående trafik tager en time (så det
to timer David talte om var nok til bygrænsen). Hvorfor søren mange af disse
hovedstæder skal bygges forenden af en tange som umuliggør ordentlig
trafikplanlægning skal jeg ikke kunne sige. Men jeg er pænt træt af det.

Jeg spenderer 4 dage/3 nætter i bjergløvelandet. Og ser ikke
ret meget. For der er vådt krudt i kanonen. Der er burner i gathullet. Så jeg må
holde mig tæt på mit lokum. Jeg skulle egentlig have set et chimpansereservat
og en ”beach No. 2” hvor Bounty reklamen er optaget, men i stedet ligger jeg i
fosterstilling med mavekramper på min seng i nær ved tre døgn. Jeg prøver at
drikke rigeligt og besøger toilettet minimum 20 gange om dagen. Til sidst må jeg på apoteket og købe
antibiotika. Jeg æder et gram og håber det slår amøberne ihjel. Amøber jeg
naturligvis har fået med mig som afskedssouvenir fra højtelskelige Guinea.

Heldigvis virker internettet overhovedet ikke i de tre døgn
jeg er på mit ”Holiday Lodge”. Intet problem for jeg køber da bare et lokalt
sim kort med data (som dog ikke synes at kunne trække at billedposte fra min PC
via min iPhone til Facebook). På et tidspunkt går strømmen i stueetagen i
næsten et døgn. Om natten startes generatoren så det lyder som at stikke
hovedet ind i motorrummet på en storebæltsfærge fra før anden verdenskrig
(såfremt der var storebæltsfærger dengang). Om dagen slukkes generatoren.

Når jeg alligevel skal sidde på mit hotel kan jeg jo ligeså
godt skrive når jeg altså ikke sidder på tønden. Jeg skriver indtil jeg løber
tør fra strøm. Ibrahim der bestyrer hotellet forklarer at strømmanglen skyldes
at han ikke lige har fået betalt for strøm til underetagen (i mange fattige
lande i Afrika har de systemer der gør at de meget lokalt kan åbne og lukke for
strømmen på pay-as-you-go basis og altså også på etagebasis). ”Jamen du har jo
hotellet fyldt med gæster var det så ikke en smart ide at smutte ind at betale”,
forsøger jeg mig. ”Jo” siger Ibrahim. ”Det gør jeg senere i dag”. Lidt senere
skifter han forklaring. ”Det er bare fordi at der er nogle der er sure på ham
derinde hvor de administrerer strømmen”, siger han. Lidt senere er det ”fordi betalingssystemet
som skal bruges for at købe mere strøm er nede”. Efter vi har været uden strøm i næsten et døgn
kommer den endelig tilbage først på aftenen.

Der er selvfølgelig ingen gadebelysning i
”flygtningelejr”-gaden hvor jeg bor. Når jeg om aftenen i mørke går de fem
minutter gennem den forfærdelige gade hjem fra den nærmeste restaurant bliver
jeg konstant antastet. How is it mon? De fleste er flinke. Men nogle er fulde.
Nogle kommer med overdreven entusiasme hen og vil give mig hånden eller ”være
min ven”. Mange vil gerne have den hvide mand som ven i Afrika. Alle de fattige
vil have den hvide mands penge. De synes formentlig (med rette) goderne er
forkert fordelt. Og nu har skæbnen bragt den rige hvide mand til deres slumvej
i mørket om aftenen efter de har fået øl. De bliver sure hvis man ignorerer
dem. Gaden fører lige forbi nationalstadion. Når der lige har været kamp er der
ofte slåskampe.

Bliver man for længe i denne del af Vestafrika tror jeg der
er en vis risiko for at man bliver skør. Så er det godt at næste land på
programmet er Liberia der er mindst ligeså berygtet. Jeg har ti timers
transporttid dertil. Og jeg går på lokum tyve gange om dagen..

Vestafrika – du er en sej nød og en hård negl. Men jeg skal
nok få dig knækket. Cause I am
your Laaaaady. And you are my man.

English speakers please click here for English version.

Fanget mellem djævlen og havets mørke bund – tilbageholdt i Conakry,
verdens værste by.

Dag 19-21

En lang og hård og personlig beretning denne gang. Håber du
gider læse med alligevel. Bortset fra dengang jeg væltede med en bus i
Venezuela og en tysk turist jeg lige havde siddet og talt med døde er dette min
værste rejseoplevelse nogensinde. (hvis du kun vil have den korte version så
læs den engelske version herover)

Fængselsmuren er lang og høj. Ingen vil kunne kravle over
den. Alligevel er der cirkler af ståltråd på toppen. Jeg befinder mig i
Conakry. Hovedstaden i landet Guinea. (aka. Guinea Conakry) Jeg er ankommet
samme morgen med fly fra Dakar. Det regner i gennemsnit 40 mm om dagen (!) i
Conakry i juli måned, men efter massiv regn hele formiddagen er det nu klaret
op og solen er brudt frem.

Umiddelbart er jeg en heldig mand. Solen skinner i et land
midt i heftig regntid og det er søndag – den eneste dag i ugen hvor det ikke
tager 2 timer i en taxa at køre de 11 kilometer fra mit hotel i Ratoma
provinsen og ind til centrum. Her tager jeg lidt billeder. De fleste i smug –
for hver gang jeg fisker kameraet frem råber folk nej. Guinea er et af den
slags lande.

”Hvor man åbner en skole lukker man et fængsel”. Victor Hugo
citatet står med store bogstaver langs fængselsmuren. Snart skal jeg erfare at
fængslet huser nogle af landets værste forbrydere heraf de ansvarlige for det
seneste militærkup.

Da jeg når ned i vejkrydset ved enden og hjørnet af den
lange fængselsmur ser jeg et camouflagefarvet militærtelt. Vejene er grusveje
med huller og store vandpytter efter den nylige regn. Der er blå himmel og
hvide skyer. Foran militærteltet holder en stor pick-up truck. På ladet er der
monteret et kæmpe maskingevær.

Alle disse elementer får jeg med i mit foto. Jeg ved
selvfølgelig godt at man skal være påpasselig med at tage billeder af militærinstallationer
især i et land som dette der indtil for nylig var et militærdiktatur. Men det
er et godt billede og jeg kan ikke se nogle soldater i nærheden.

Tre forskellige vinkler tager jeg billedet fra. Min klare
fornemmelse er at havde jeg kun taget det to gange var jeg gået fri. Men idet
jeg – komplet idiotisk – og for tredje gang trykker på udløserknappen og dermed
udfordrer skæbnen bliver jeg råbt an. Fuck. Jeg småløber videre uden helt at
være klar over hvem det er der råber eller hvor præcis lyden kommer fra.

Desværre bliver jeg indhentet. En fyr i civilt tøj hiver fat
i stroppen på min kamerataske og bremser mig i mit løb. Jeg råber på fransk at
han skal få fingrene væk. Jeg prøver at vriste mig fri. Jeg prøver at åbne hans
fingre så han slipper kamerastroppen. Jeg skriger ham ind i hovedet at han skal
lade mig være. Folk stimler sammen omkring os. På et tidspunkt får jeg hans
fingre til at slippe stroppen og prøver at løbe væk men forinden får han fat i
ryggen på min polo t-shirt. Den bliver revet i stykker da jeg forgæves prøver
at slippe væk. Så fisker han et lille stofmærke op ad sin lomme med noget der
ligner et hummellogo. Manden råber til mig at det her betyder at han er
politimand (selv om han altså ikke har uniform på). I det samme kommer fire
uniformsklædte militærpolitifolk inde fra teltet hen til os. De tager fat i mig
og fører mig ind i militærteltet. Med solen bagende ned på teltet er der måske
50 grader varmt derinde. Luften er stillestående. Civilpolitimanden råber og
skriger. Jeg bliver kommanderet til at sætte mig ned på en lille aflang,
vakkelvorn træbænk i teltets midte. Rundt langs kanten står 4 køjesenge. Der
ligger soldater og sover i flere af dem. Måske er der 10 soldater i alt inde i
teltet. Forhøret kan begynde.

Civilbetjenten er meget voldsom. Han råber og skriger. Alt
foregår udelukkende på fransk og jeg forstår ikke alting. En ung karseklippet
soldat kommer til. Han er også meget afstumpet og skriger op om terrorisme og
spionage. På sengen nærmest mig sætter chefen sig. Han er en spinkel mand med
hulkinder og markerede træk. Hans uniform er blå (de fleste af de andre har
camouflagefarvet militærtøj). Han er venligere end de andre. Men hans sind er
omskifteligt.

”Vis os dit kamera”, siger han. ”Nej”, siger jeg. ”Tog du et
billede”, spørger han. ”Ja”, siger jeg idet jeg tænker at det er der jo ligesom
bevis for som de kan fremskaffe. Vis os dit kamera siger han. ”Det er vel ikke
forbudt at tage et billede” siger jeg. ”Det kan du tro det er”, siger chefen.
Har du en fototilladelse siger han så. ”Nej” svarer jeg, ”det har jeg ikke hørt
noget om man skal have”. Her må du ikke engang tage almindelige billeder uden
en fototilladelse (jeg søger aldrig om disse fototilladelser og efterfølgende
har jeg tjekket i min – ti år gamle – guidebog, hvor der står at
fototilladelsen nu er afskaffet, men det ved jeg ikke noget om mens dette sker).
”Og det er i sandhed forbudt at tage billeder af militærinstallationer” siger
de. ”Nu skriver vi en rapport og så skal du i fængsel. Du har også udøvet vold
mod tjenestemand i funktion”, siger han. Jeg siger at manden var i civil og jeg
troede han prøvede at stjæle mit kamera. De er ligeglade. Jeg skal i fængsel,
siger de. Desuden er jeg anklaget for både spionage og terrorisme oplyser de
mig. Tak for fucking kaffe for en suppedas jeg er havnet i.

Først vil de dog se mit kamera. Jeg tager det til sidst op
ad kameratasken. Den ophidsede civilbetjent løber over og tager fat om linsen
med begge hænder og prøver voldsomt at dreje kamerahuset ud af mine hænder –
jeg holder fast, råber igen af ham og vinder efter nogen kamp kameraet tilbage.
Jeg lægger det ned i tasken og siger til chefen at de ikke får lov at se mine
billeder før ham civilbetjenten er gået væk. Jeg siger at jeg ikke vidste noget
om at det var forbudt at tage billeder og at jeg bare kan slette dem. Men det
må jeg absolut ikke. ”Det er for sent nu” får jeg at vide. ”Det er jo beviser”.

Jeg siger at jeg bare er turist. ”Dokumentér det” siger de.
Jeg overvejer at give dem mit visitkort hvor der står at jeg er rejseskribent
og fotograf. Men jeg har det ikke med opdager jeg (kun i de allerfarligste
lande lader jeg min kreditkortholder ligge tilbage på hotellet) – og jeg er
bange for at spille journalistkortet da nogle lande er kendt for fængsle eller sågar
omgående at deportere journalister (eller i yderste konsekvens at få dem til at
forsvinde..). Så jeg fastholder at jeg bare er turist. De vil også have mit
pas. Jeg fortæller dem at det ligger på mit hotelværelse. ”Få en til at hente
det siger de”. Jeg ved ikke hvordan siger jeg. Jeg har ikke noget signal på min
mobil (Telenor har ikke en aftale med Guinea). Efter omkring halvanden times
forhør viser jeg dem min laminerede kopi af et af mine to pas som jeg har i
lommen. Det løsner stemningen en smule op da de nu har dokumentation for hvem
jeg er.

På et blankt A4 ark går de i gang med at skrive
forhørsrapport. Jeg forstår ikke alt hvad de siger. Jeg forstår ikke alt hvad
de skriver. Det er selvfølgelig noget med at jeg har taget et ulovligt foto af
militærinstallationer og at jeg er bekendt med at det er ulovligt. Og så en
masse om hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, hvad jeg laver, hvad mine forældre hedder
osv. De siger en masse jeg ikke forstår. ”Jeg forstår ikke det hele” siger jeg
konstant. De tror mig ikke. Men du taler jo fint fransk siger de. ”Det er meget
muligt at I forstår hvad jeg siger”, siger jeg til dem. ”men jeg kender ikke
alle ordene og jeg forstår ikke alt hvad I siger”. De tror mig ikke. De tror
jeg prøver på at snyde dem.

Igen vil de se billederne. Mens jeg viser dem sletter jeg de
tre billeder af militærteltet og to andre af fængselsmuren. Da det går op for
dem bryder helvede løs. Chefen tager sin maskinpistol som har ligget gemt under
hans madras frem. Han truer mig ikke med den, men han ligger den klar. De andre
råber alle sammen at nu skal jeg smides i fængsel. Men de ved – og jeg ved – at
nu er beviserne slettede. Stemningen er utrolig meget dårligere, men jeg har –
måske – lidt bedre kort på hånden.

I løbet af de første to timer spørger jeg måske ti gange om
det her drejer sig om penge. ”Nej” siger kaptajnen hver eneste gang.

Jeg er selvfølgelig godt klar over at det gør det nok
alligevel. Jeg er 95% sikker. Men de bliver ved med at sige at de vil køre mig
over til fængslet hvor der er en dommer der kan afsige dom med det samme. De
bliver ved med at sige at jeg skal mange år i fængsel.

Jeg overvejer helt seriøst at stikke af. Bare løbe ud af
teltet og spurte væk. Men jeg tænker det nok ikke får mig til at fremstå som
mere uskyldig såfremt jeg bliver fanget. Jeg overvejer meget seriøst om jeg
bare skal sige at så må de smide mig i fængsel. Men hvad nu hvis de ikke
bluffer. Hvad hvis de giver mig en nat i kachotten. Hvad hvis de giver mig
mere. Kan de det? Der er ti mod en. De er soldater. De er bevæbnede. De er
hidsige. De forhører mig på fransk. Det er halvtreds grader varmt.

Du skal ringe til din ambassade siger de så. Jeg går ud fra
at det er mere skræmmetaktik. Jeg har ikke nummeret siger jeg så. Og i øvrigt
har jeg ikke noget signal på min mobil.

Jeg bliver ved med at sige at jeg ikke har gjort noget
ulovligt. At jeg ikke vidste at det var forbudt at fotografere her (teknisk set
siger jeg ”at jeg ikke ved at det er er forbudt”, da jeg ikke kan finde ud af
at sige det i datid). At det ikke er ulovligt at fotografere
militærinstallationer i Danmark. ”Du fatter intet råber den unge karseklippede
fyr. ”Du er spion. Du er terrorist” – ”Det derinde” siger han og peger på
fængslet ”er som Guantanamo”.

Da forhørsrapporten til sidst er færdig består den af en
tætskrevet A4 side udfærdiget i chefens svært læsbare og snørklede håndskrift.
Nu skal du skrive under siger de. ”Det kan jeg ikke”, siger jeg. ”Jeg kan jo
ikke skrive under på noget jeg ikke forstår”.

Min hals er fuldstændig udtørret og jeg har det dårligt. Jeg
beder om vand. En soldat går ud og køber 1,5 liter mineralvand til mig. Og
snyder mig selvfølgelig da han giver mig byttepenge.

Til sidst spørger chefen – ENDELIG – om hvad jeg selv
foreslår vi kan gøre. Det er det her jeg har ventet på. De har skræmt og skræmt
og skræmt mig og nu vil de have at jeg selv skal foreslå at betale en bøde.

Jeg kunne godt være blevet ved. Men forhøret har nu varet i
tre timer og jeg gider ikke mere. Jeg siger at hvis der er en regel her om at
man ikke må fotografere militærinstallationer og der er en bøde for det vil jeg
da med glæde betale den. De første par gange afviser chefen. Men jeg fornemmen
vi er på rette vej. Til sidst siger han ”hvor meget havde du tænkt dig”. ”100.000
Guineanske Franc” siger jeg (10 Euro). Det er ikke nok siger han selvfølgelig.
Lidt efter siger jeg 200.000. ”Giv mig dem” siger han blot. Jeg har omkring
500.000 GF i lommen – det er alt hvad jeg har med. Jeg har ingen Euro, ingen
USD. Jeg går over i teltets hjørne (hvilket de lidt overraskende lader mig
gøre) og tager diskret 200.000 GF op ad lommen. Bagefter giver jeg dem til
chefen. Nu vil jeg ringe til min chef og spørge hvad vi kan gøre siger chefen.
Men først skal du skrive under på forhørsrapporten.

Jeg siger igen at jeg ikke kan skrive under på noget jeg
ikke forstår. Og jeg troede at vi lige havde aftalt at når jeg betalte en bøde
kunne jeg gå. Men chefen er ligeglad jeg skal skrive under. Sådan går der yderligere
måske tyve minutter.

Til sidst skriver han en anden og kortere forhørsrapport.
Hans håndskrift er igen svær at læse og jeg må have hjælp til at tyde den og
forstå den lidt juridiske ordlyd. Denne gang forstår jeg det. Der står bare at
jeg har taget billede af en militærinstallation hvilket er forbudt. Jeg prøver
at få indført en ordlyd som siger at ”jeg efterfølgende har fundet ud af at det
er forbudt”. Det kan ikke komme på tale.

Jeg har ikke fået nogen kvittering for bestikkelsen så
teoretisk set kan manden bare stikke pengene i lommen og smide mig i fængsel
med underskrevet erklæring hvis jeg skriver under og det er det han vil (såfremt
lokal lovgivning mod forventning tillader det). Jeg tænker at det nok er
usandsynligt at de vil gøre det nu de lige har taget mod bestikkelse men man
ved jo aldrig – man læser jo så meget om stjålne propagandaplakater i Nordkorea
og i militærdiktaturer eller andre ekstremt korrupte lande som dette kan
militæret måske gøre hvad der passer dem.

Jeg spørger 100 gange om jeg ikke selv kan skrive en
erklæring på engelsk eller fransk. De nægter. Jeg spørger om jeg kan få en
advokat – de siger at jeg bare kan ringe til ambassaden.

Hvis jeg skriver under på den korte rapport får jeg så lov
til at gå spørger jeg chefen. ”Ja” siger han.

Jeg føler mig fanget mellem djævlen og havets mørke bund.

Efter 3,5 time skriver jeg under.

Jeg rejser mig op. ”Sæt dig ned” kommanderer chefen. Og så
kommer ham civilpsykopaten over og begynder at råbe igen.

”Nu skal du også skrive under på den lange erklæring” siger
chefen. Jeg tror det er løgn. ”Men du har jo lige sagt.” han trækker bare på
skuldrene.

Han forlanger vi gennemgår mine billeder og han tjekker at
der ikke er flere kriminelle billeder tilbage. Billederne af livet i byen og de
legende drenge foran fængselsmuren beder han mig ikke om at slette.

Jeg læser den lange erklæring igen. De hjælper mig med at
oversætte og tyde håndskriften. Ud over det er en længere formulering med meget
flere personlige detaljer kan jeg ikke se at der står så meget andet end i den
korte erklæring. Men hvordan kan jeg stole på korrupte psykopater der lyver mig
lige op i ansigtet.

”Hvis jeg skriver under på den anden erklæring får jeg så
lov at gå”, spørger jeg.

”Ja” siger chefen igen.

Og så siger han noget vigtigt: ”vi bliver nødt til at have
denne erklæring så du ikke kan komme efter os bagefter. Du skal selv have
indrømmet at have gjort noget ulovligt.” Se det giver jo mening. De skræmmer
mig. Får mig til at skrive under. Tager bestikkelsen og har – hvis der skulle
blive problemer – papiret hvor jeg selv vedkender at have taget et ulovligt
foto. Er det bare det det drejer sig om?

Og kan jeg stole på dem.

Til sidst skriver jeg under.

Jeg rejser mig op. ”Sæt dig ned” siger den karseklippede
fyr. Så råber han mere ind i mit hoved. I flere minutter. Giv mig 300.000 mere
så får du lov til at gå siger han så. Det er skruen uden ende.

Jeg er sur nu. Jeg gider ikke mere. Jeg er træt. 10
militærnarhoveder mod en. I fem minutter sidder jeg og kigger ned i gulvet uden
at sige et ord, mens de skiftevis råber ad mig. Så kommer chefen (som i
mellemtiden har forladt teltet). ”Har han skrevet under på den oprindelige
erklæring” siger han. ”Ja” siger de andre.

Vis mig alt indholdet i din kamerataske siger han så. Jeg
lægger alting op på sengen. Da jeg pakker det sammen igen siger chefen endelig
de forløsende ord: ”Nu kan du gå”.

Og jeg går. Ud i solskinnet. Ud i friheden. En ret speciel
oplevelse rigere. Og 140 kroner fattigere. Lidt nervøs for om der kan blive et
efterspil. De ved hvor jeg bor og har min erklæring. Teoretisk set kan de jo
bare troppe op på mit hotel og bede om flere penge. Men det er selvfølgelig
bare mig der har lidt posttraumatisk paranoia og det tør de selvfølgelig ikke.
Jeg ser dem heldigvis aldrig igen.

Om natten vågner jeg klokken 02.00 og skriger ud i rummet
Jeg er badet i sved og vågner af det ondeste mareridt. Jeg falder ikke i søvn
igen. Dagen efter har jeg tænkt mig at skrive. Men jeg har ondt i maven og
oplevelsen sidder i kroppen. Jeg skriver ikke et ord.

Part 2 – Overland i
regntiden fra Conakry til Freetown, Sierra Leone:

To dage senere skal jeg overland til Freetown, Sierra Leone.
Af Deramy (hvor cool er det at have et navn der er annagram for Dreamy) en
flink ansat på mit hotel bliver jeg anbefalet at tage den offentlige bus der
kun kører to gange om ugen. Det er sikkert velment. I regnvejr uden hjelm og
kun i shorts og t-shirt får jeg et lift bag på hans motorcykel ind til byen for
at forhøre mig nærmere. Bussen afgår kl 12.30 næste dag får jeg at vide.
Mødetid er klokken 09.00. Hvorfor må guderne vide, men den er komplet ufravigelig.
Stationen bussen afgår fra hedder Medina og ligger temmelig upraktisk næsten
helt inde i centrum. I hverdagsmyldretiden tager det op mod 2 timer at komme
fra mit hotel ind i centrum (og bussen skal så på fænomenal velorganiseret vis
samme vej ud igen) så jeg vil skulle afsted klokken 07.00. Vejene til Freetown
skulle være forfærdelige og jeg er sikker på at bussen mindst skal bruge 12
timer om at komme frem. Måske flere dage.

I stedet kan man enten tage en deletaxa til grænsen (med to
personer på passagerforsædet og 4 bagi). Jeg overvejer at købe begge forsæder,
men ender til sidst med at forhandle en god pris frem på min egen taxa helt til
grænsen. Det er Deramys nabo der skal være chauffør. Han har aldrig kørt ruten
før. Hans bil er ikke en firhjulstrækker og den har ikke højt ophæng bagtil
(som nogle af de gamle Renault 19 deletaxaer som jeg har set i byen har). Men
den er relativt ny og Beauvugui Francois som chaufføren hedder forsikrer mig om
at han har kørt meget værre steder inde i landet. Hvis du kun vil betale
300.000 Francs (30Euro) så skal du også selv betale hvis der sker noget med bilen
og for al bestikkelsen undervejs” siger Francois.

Jeg svarer at det er bedst med en fast pris for det hele. Vi
har lige – inde ved busstationen – fået at vide at der er 3-4 Check Points hvor
man skal betale 10.000 Guinea Franc i bestikkelse ved hvert. Så vi enes om en
pris på 370.000 Guinea Franc (37 Euro) (et sæde i en deletaxa til grænsen
koster vist nok til sammenligning 40.000 Franc dvs. 240.000 GF eller 24 Euro
for hele bilen, hvilket måske havde været en bedre beslutning fordi chaufføren
så ville være bedre bekendt med ruten og forholdene. Til gengæld skulle jeg så
være taget et par timer i den gale retning for at komme ind til stationen
hvorfra den afgik, hvilket jeg ikke gad.)

Kaotisk er langtfra et stærkt nok ord til at beskrive vejene
og trafikken ud af Conakry da vi næste morgen – med en halv times forsinkelse
fordi Francois selvfølgelig kommer for sent – sætter afsted mod grænsen. Her er
fattigdom værre end jeg kan huske at have set det noget andet sted i verden
(inkl. slummen i Juba, Sydsudan og omkring Bombay, Calcutta og Nairobi). Her er
veje i så urimelig dårlig forfatning at det overhovedet kan lade sig gøre i
2017 noget sted i verden at have HOVEDVEJE der forbinder to lande i en sådan
stand. Der er skiftevis ok asfaltveje, røde jordveje med sten og kæmpe huller –
fyldt op med vand fordi det er regntid – og asfaltvej også med store dybe
vandhuller. Det sidste er det værste da de er dybest og bilen ofte skraber i
mod.

Det første Checkpoint ligger ved hovedstadens regionsgrænse
36 km fra centrum og kaldes blot ”point 36km”. I Rough Guide står der om dette
sted: ”Checkpointsene bemandes af et mix af militærpoliti, bande-enheder,
toldbetjente og gendarmer. De eksisterer med det ene formål at berige dem der
arbejder ved dem og de vil gøre alt for at finde en fejl ved bilens
tilladelser, dit pas, dit visum, dit vaccinationsbevis eller noget helt tredje.
Hvis intet andet virker er et par enkelte tusinde Guinea Francs i bestikkelse
nok”

Nu har jeg en vis erfaring fra grænser og checkpoints, men
ikke fra Guinea, hvor oplevelsen fra et par dage forinden stadig sidder i min
krop. ”Point 36km” ligger inde midt i en rundkørsel som hele vejen rundt består
af rød opkørt jord. Belært af erfaringen tænker jeg at dette ikke er det
rigtige sted at tage et billede så I må nøjes med min beskrivelse. Vi bliver
vinket ind til siden og bedt om at parkere ud i siden af selve den (enormt
brede) jordvejsrundkørsel. Rundkørslen er totalt proppet med biler og gamle
busser der dytter infernalsk. Damer spankulerer frejdigt omkring allevegne med
kæmpe kurve på hovederne og faldbyder dette og hint. Der ligger væltede
træborde og flyder mellem bilerne på vejen. Francois går ud og forhandler med
en militærpolitimand om bestikkelsen. Så vidt jeg forstår beder politimanden
slet ikke om tilladelser. Han beder bare om penge. Penge for at få lov til at
passere. Ingen grund til at pakke tingene ind.

Vi er parkeret lige ved siden af en kæmpe bus som pludselig
med et brøl starter dens motor. Udstødningsrøret er under en meter fra mit
nedrullede vindue. På næsten ingen tid fyldes vores kabine med den sindssygeste
dosis udstødningsgasser jeg tror jeg nogensinde har været udsat for. På livet
løs ruller jeg mit vindue op i håb om at jeg når det inden jeg dør af
kulilteforgiftning. Det bliver 50.000 Guineanske franc, siger Francois da han rystet
kommer tilbage. Han har prøvet og prøvet men kan ikke få ham længere ned. Jeg
synes det er lidt synd for Francois da han jo godt kan regne ud at de 70.000 i
bestikkelsespenge så næppe kommer til at række. Jeg giver lidt ekstra siger
jeg. Jeg gider ikke spille min tid med at råbe frem og tilbage til flere
magtliderlige psykopater. Vi betaler og kører videre.

Heldigvis regner det ikke ret meget. Dagen før regnede det
massivt i 12 timer i træk. Alligevel tager det os to timer at tilbagelægge de
første 37 kilometer.

”Nu har vi kørt en time” siger Francois da vi har kørt
to timer og ti minutter. ”Mener du fra Conakry?” spørger jeg. ”Ja.” Siger han. ”Vi
kørte 7.30 og nu er den 9.30” siger han (den er 0938 red) ”Ja” siger jeg og
venter lidt på om han selv kan gennemskue den komplekse sammenhæng. ”Det er jo
to timer” siger jeg lidt efter. Francois tæller langsomt på fingrene. ”Ja”,
siger han så “to timer”.

Det er trygt og godt at vide at det er dette
matematiske geni der forestår forhandlingerne om bestikkelsesbeløb ved de mange
checkpoints. Heldigvis er han en god og rar fyr der gør sit bedste for at
hjælpe mig. Lidt senere lærer jeg ham at sige ”Beaucoup troups ici” på engelsk.
”Many holes here”. Han kan en lillebittesmule engelsk fordi de synger på
engelsk i hans baptistkirke. Snart efter begynder han at symge sine kirkesange
for mig.

Ved det næste checkpoint betaler vi 20.000 Franc. Ved det
næste er chefen gået til frokost så der kører vi bare igennem. På vejen ligger
pludselig en stor grøn slange. Nogle knægte tyrer sten mod den hoved for at slå
den ihjel. Jeg er blevet så bange for at tage billeder at jeg ikke engang tør
fotografere det.

Lidt senere fisker jeg alligevel kameraet op ad tasken for
at forevige de uladsiggørligt ringe veje (jeg gemmer hukommelseskortet inden vi
når grænsen). En modkørende deletaxa opdager at jeg har stukket kameraet ude af
min bilrude (se billede) og kører op på siden af os og skælder os vildt ud.
Charmen og imødekommenheden over for turister er totalt uimodståelig i dette
gudsforladte land. Francois er kampklar og chaufførerne råber lidt af hinanden.
”Han tager jo bare billeder af naturen” siger Francois. ”Det her er jo ikke
nogen ambassade” siger Francois da vi kører videre. Han aner ikke hvor rammende
det citat er.

Efter yderligere et checkpoint (20.000 GF) når vi frem til en
”Douane” – en toldstation – (placeret 10 km før grønsen hvor der også er en
toldstation – og hvorfor er der i øvrigt overhovedet en toldstation når vi er
på vej UD af et land).

Tolderne stikker hovedet ind gennem mit vindue og skriger
vildt af mig. Jeg giver dem 5.000. Slet ikke nok. Vi lover dem 5.000 mere men
jeg har kun en 20.000 seddel (Francois er selvfølgelig kørt afsted uden en
eneste franc på lommen) men får den så vekslet hos de sindssyge toldere og
giver dem kun 5.000 mere. EFTER jeg har betalt bestikkelse får jeg så alligevel
lov til at få gennemrodet mine sager. Da officeren er færdig vil han gerne bede
om nogle flere penge. Det regner nu vildt og jeg skynder mig bare ind i bilen.
Told-snoren der spærrer vejen er sænket for en anden bil – Francois træder på
sømmet og med vildt artikulerende toldere i bakspejlet sætter vi kursen det
sidste stykke mod grænsen.

Fem en halv time tager det i alt at tilbagelægge de 118
kilometer. Det svarer til et gennemsnit på 21 kilometer i timen. Jeg betaler
selvfølgelig Francois for al bestikkelsen og stikker ham desuden 10 Euro i
drikkepenge. Selve grænsen er mere civiliseret og jeg får allernådigst lov at
komme igennem tolden og få mit udrejsestempel uden at betale. En ung
motorcykelfyr transporterer mig bag på hans motorcykel de sidste femhundrede
meter til Sierra Leones grænsebygning hvor almindelig pli, lov og orden og
normal civilisation igen hersker.

Behøver jeg at nævne at jeg cirka samtidig naturligvis blev
ramt af en gang meget seriøs omgang løst krudt i kanalen. Så mangler jeg bare
en at pådrage mig en god gang ebola før mit landebesøg bliver helt perfekt!

Og hvor tror I i øvrigt at Ebolaen startede?. Need I say. Guinea
of course – verdens mest forpulede lorteland. Samme sted som arnestedet for
Østers nu medbragte tarm-amøbe!

Afrunding: Jeg
har engang skrevet en artikel med titlen ”Verdens værste land” – som handler om
et besøg på den overbefolkede og vildt forurenede hovedø Tarawa beliggende i
Stillehavsnationen Kiribati. Et sted hvor folk helt åbenlyst skider på
stranden. Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående har jeg ubetinget taget
fejl. Af de 180 lande jeg indtil nu har haft (hovedsageligt) fornøjelsen af at
besøge kommer intet andet land blot i nærheden af at være lige så afskyeligt
som Vestafrikanske Guinea.

Beklager den blev alt for lang – thanks for staying on.

Dag 15-17 Kap Verde – for English version click here.

I mangel på bedre alternativer havde jeg valgt at flyve med
det nationale kapverdiske selskab med navnet TACV Cabo Verde Airlines ud til
Atlanterhavsøerne.

Kap Verde er en tidligere portugisisk koloni der ligger ud
for Senegals kyst godt 650 kilometer fra Dakar. Det er Vestafrikas mest
velstående land og i løbet af de sidste 40 år er gennemsnitslevealderen steget
med 28 år (fra 46 til 74 år(!)). Landet består af 10 øer.

I modsætning til flertallet af charterturister tog jeg til
hovedøen Santiago hvorpå landets hovedstad – Praia, der har omkring 130.000
indbyggere – ligger.

Dagen inden min flyvning kunne jeg erfare at min booking
ikke fremkom når jeg forsøgte at slå den op på flyselskabets hjemmeside. Så
prøvede jeg at søge efter om flyet var at finde på Momondo eller andre
søgetjenester. Det var det heller ikke (måske fordi det var fuldt?). Jeg havde
en betalt og konfirmeret billet og alt så fint ud i CheckMyTrip (dvs. i
Amadeus-systemet). Men så kom jeg for skade at læse luftfartselskabsanmeldelser
og her var der en der skrev at han var troppet op med en gyldig billet i Dakar
for at flyve til Praia og havde fået at vide at fordi han havde købt billetten
6 mdr. forinden og ikke havde rekonfirmeret så gjaldt billetten ikke mere (?!).
Jeg tænkte at jeg hellere måtte ringe til call centret på Kap Verde. Du har nu
ventet i 1 minut sagde en båndoptagerstemme i telefonventekøen på portugisisk.
Du har nu ventet to minutter sagde stemmen minuttet efter. Super funktionelt
system. Da madammen sagde du har nu ventet 24 minutter gav jeg op.

I lufthavnen i Dakar stod flyet til Praia naturligvis ikke
på listen over afgående fly. Det skal ikke være for let. Det er bare fordi det
er et TACV-fly sagde ham der var ansvarlig for lufthavnens indtjekning. ”Men
der er ingen problemer du skal bare checke ind derhenne”. Flyet var en ATR72.
Hvor mange sæder har det spurgte jeg på uhørt begavet vis den flinke
incheckningsansvarlige. Han kiggede på mig som om jeg var dagens dummeste
passager. ”72” svarede han så.

I lufthavnen mødte jeg sjove David og søde Nuria fra Spanien
der ligesom mig synes det var lidt mærkeligt at det fly – som de også skulle
med – var så hemmeligt. Det gamle turboprop fly indfandt sig dog som det skulle.
Mit boardingkort var printet med tæt på usynlig blæk og bekendtgjorde at jeg
skulle sidde på sæde 17E. Da jeg kom ind i flyet kunne jeg dog erfare at hver række
kun bestod af sæderne A, B, C og D (!?). Men derudover og ud over det hvinede
lidt da det fløj over Atlanten kom det sikkert og let frem til ferieøen.

At komme til Praia var som at rejse fra Vestafrikas fattige
kaos tilbage til Europa. Der var fortove. Der var cafeer. Der var rent og pænt
og civiliseret.

Sammen med David og Nuria forsøgte jeg næste dag at leje en
bil men for at få en sådan skulle man have booket en uge i forvejen. Så vi tog
formedelst 7 kroner bussen de femten minutter fra hovedstaden til ”Cidade
Velho” – ’den gamle by’. Der tog jeg lidt pics og konsumerede en gang
fisketerrin, der kulinarisk lå noget over alt hvad jeg havde fået serveret i Vestafrika
(måske en enkelt gang butterfish med hvidløgssovs på restortet i Gambia
undtaget).

Familien var taget hjem et par dage tidligere så nu havde
jeg endelig tid til at skrive – så når jeg ikke legede turist på Cap Verde skrev
og skrev og skrev jeg – for at indhente alt det oplevede jeg var bagud.
Derefter fløj jeg tilbage til Dakar hvor jeg nu i snart to dage næsten ikke har
bestilt andet end at skrive.

Kort og lidt fesen post denne gang da jeg her bare har været
simpel turist – beklager. Næste posts: Senegal og Guinea Conakry – (meget) mere
smæk for skillingen der – stay tuned.

English
speakers please click here for English version.

Dag 9-13 Gambia

”Velkommen til Gambia – vil du have noget mad” siger den
smilende immigrationsofficer med den gule uniform og peger ind mod
immigrationskontorets baglokale. Derinde sider fem smilende andre officerer
rundt om et fad med Benachine (ris med olie og grøntsager) som de ugeneret
stikker hver deres fedtede klør fem ned i fra tid til anden.

”Sama Hrarid Djere Djef” mange tak min ven svarer jeg men
afslår dog tilbuddet. Jeg får let vores fire indrejsestempler og er fejlagtigt
i den tro at nu er alting i sin skønneste orden. Glad går jeg tilbage til vores
ventende taxa.

”Følg mig og tag al baggagen med” siger en brysk, lavstammet
og rundhovedet mand der dukker op ud af det blå. Hans uniform er i modsætning til
immigrationsofficerernes blå. Han viser sit lille identifikationsskilt og siger
at han kommer fra narkotikapolitiet.

Nu ved jeg ikke om det er sådan at narkotikapolitiet på
grænsen til Gambia anholder mange vestlige turister på vej på badeferie med
deres små børn for narkosmugling. I hvert fald bliver vi af den arrogante,
korporlige mand helt fra start af behandlet som om vi allerede var blevet idømt
en streng straf for en alvorlig forbrydelse.

Vi ledes igennem et kontor med store tomme borde hvorpå vi
passende kunne have fået gennemrodet vores baggage og ud til en
grusparkeringsplads bagved hvor en afstumpet, fattesvag og mindst ligeså
arrogant narkopolitiunderordnet beder os at fremvise al vores baggage. Vi har
været undervejs fra Guinea Bissau i næsten syv timer og er lidt trætte – men vi
går i gang med at fremvise baggagen det beskidte underlag til trods. Efter en
minutiøs gennemgang af halvdelen af vores tasker (inkl. nærstudering af alle
piller i vores toilettaske – man ved jo aldrig om vi har stoppet ecstasy ned til
panodilerne – bliver jeg kaldt ind på chefens kontor. Her får jeg at vide at
jeg skal tømme mine lommer og indholdet i mit mavebælte ud på hans skrivebord.
Jeg har på dette tidspunkt svarende til omkring 15.000 danske kroner i
kontanter (Vest Afrika er hovedsageligt en cash region) som jeg ikke har nogen
ambition om at lægge ud på den sure, tykke mands skrivebord. Så jeg siger nej.
”Hvad mener du med nej” siger manden som på dette tidspunkt allerede har sin
hånd halvt på vej ned i mit pengebælte. ”Jeg mener nej”, siger Jeg og kigger
ham direkte ind i øjnene.

”Du lægger de penge
op nu” siger han så.

Jeg er træt. Manden er en idiot. Charlotte venter utålmodigt
ude foran – ligeledes irriteret over den fortsatte gennemsøgning hun selv er
udsat for. Vores to små børn venter alene i en varm bil på en grænse med en
chauffør vi kun har kendt i kort tid og som de ikke kan kommunikere et eneste
ord med. Så jeg vælger – komplet idiotisk – at fortælle manden at jeg er
journalist der skriver rejseberetninger om de lande jeg besøger for de danske
aviser. Og at jeg indtil nu – baseret på dette møde og en uhyggelig lang
ventetid på den transgambianske hovedvej (forklaring følger i kommende Senegal
post) ikke indtil videre er super imponeret af Gambia. Med andre ord noget der
kunne opfattes som en trussel. En trussel om at hvis ikke denne her skiderik
lader mig gå nu så skriver jeg at han er en skiderik.

Se det var en fejl. En stor fejl. En. Stor. Kæmpe. Fejl.

Nærmest øjeblikkeligt begynder narkochefen at skrige mig ind
i hovedet. Hans kuglerunde hoved er placeret omkring 10 centimeter fra mit. Han
skriger at han bare gør sit job. At jeg ikke skal fortælle ham hvordan det skal
gøres. At jeg kan skrive hvad fanden der passer mig. At jeg kan skride ad
helvedes til hvis jeg ikke gør som han siger. At han kan bestemme om vi får lov
at rejse ind i landet (til trods for at vi allerede har fået vores
indrejsestempler). At jeg skal lade være med at kigge ham i øjnene. At jeg skal
være velkommen til at fortælle myndighederne at her er der tale om en særdeles
grundig narkoofficer. Og så videre og så videre. Jeg tror at han råber i over 5
minutter i træk. Spyttet sprøjter i kaskader ud over det lille indelukkede
kontor.

Jeg har ualmindeligt meget lyst til at stikke hidsigfar en
velplaceret knytnæve lige midt i hans cirkulære fjæs. Men tænker trods alt at
det næppe er særligt fremmende for min i forvejen noget uholdbare situation. Så
jeg holder min kæft, mens han bliver ved og ved og ved at svine mig til. Til
sidst går gassen heldigvis af ballonen og han sætter sig træt og resignerende
ned på sin stol. Jeg fisker mine penge op og lægger dem i en bunke på bordet
som jeg bliver ved med at holde fast i. De næste 30 minutter bliver jeg udsat
for gambisk grænsehistories formentlig mest grundige gennemsøgning (forestået
af juniorofficeren) før jeg til sidst får lov til at gå. Velkommen til Gambia.

Lemon Creek resort som vi skal bo på er til gengæld
fuldstændig fantastisk. På grund af regntid er her lavsæson og jeg har fundet
en deal på Expedia hvor vi for 275 kroner pr nat kan bo på dette luksushotel
med 4 senge, aircon, kæmpe morgenmadsbuffet (til trods for der nærmest ingen
andre gæster er) og balkon med hav- og pooludsigt. Haven ligner et
tropeparadis, farverige fugle flyver rundt, aber hopper rundt mellem de høje
slanke palmer i den grønne have (og tigger bananer fra gæsterne) og cikaderne
synger. (i et andet og mindre værelse bor to engelske damer vi senere møder og
som har booket gennem et engelsk rejsebureau. De betaler 3 x så meget som os pr
nat hvilket samlet set fordyrer deres 14 dages ophold med omkring 7.000
kroner – bare hvis nogen endnu ikke har
regnet ud hvordan rejsebureauer tjener deres penge..)

Den første dag ser vi kun to andre gæster. To ganske
omfangsrige skotske søstre fra Edinburgh. Den ene flyder ud i sin strandstol
ved siden af sin Gambiske kæreste som med sine regulære træk, sin six-pack og
sit velplejede hår ligner en både pænere, mere veltrænet og meget yngre udgave
af Bob Marley. Med sin sorte gud ved siden af hende nyder hun livet. Jeg har
set dokumentarprogrammer om dem. ”Fuck-boys” kalder Charlotte dem. Smukke,
sorte mænd på jagt efter økonomisk bedrestillede hvide kvinder. Jeg har lyst
til at fotografere dem, men synes alligevel (for en sjælden gangs skyld) at det
vil være lidt for intimiderende.

Fra citronlundshotellet tager vi på udflugter. Jeg har en
engelsk ven der ligesom jeg forsøger at besøge alle verdens lande og som driver
et ecolodge i Gambia (og som har været tilbageholdt og nær smidt i fangelejr i
Nordkorea fordi han spredte sin onkels aske ud i landet..men det er en anden
historie..) . Han hedder Lawrence og har anbefalet et par udflugter. Vi skulle
egentlig have boet på hans lodge – men da han for nogle måneder siden var
involveret i en alvorlig trafikulykke i Østtimor er han stadig hjemme i England
til genoptræning, så vi må nøjes med at følge hans anbefalinger.

Så vi tager på junglewalk, besøger en lille krokodille-zoo
hvor man kan klappe krokodillerne og købe halskæder med krokodilletænder og
spiser frokost i Cape Point på Calypso Beach Bar hvor vilde krokodiller svømmer
rundt nær atlanterhavskysten som strandbaren ligger ud til. Vi får lov at fodre
de vilde krokodiller med (døde) fisk og Jonas skræmmer en stor leguan så den
forskrækket hopper ned fra sit træ og lander i præcis oven på Avas ansigt hvor
den sidder forvirret et par sekunder inden den forvirret tager benene på nakken
(desværre var faren og hans kamera på dette tidspunkt ikke tilstedeværende).

Vi besøger også vores gambianske sponsorbarn som vi har haft
i knap ti år – pls se særskilt post.

Hver aften går vi ned på stranden ved Lemon Creek.
Forsidefotoet på min Lonely Planet Senegal og Gambia forestiller lokale unge
mænd der danser i solnedgangen. Jeg ser ingen der danser men hver aften spilles
der fodbold på stranden mens solen går ned og reflekterer sine stråler i
vandkanten. En af aftenerne er det et Gambiansk førstedivisionshold der træner.
De kommer i deres store biler. Og hvis jeg lover at sende billederne på Messenger
poserer de gerne og laver tricks foran fotografen i solnedgangen.

Sådan er Gambia så forskellig. Fra armod og affald i
landsbyerne til paradis ved resortsene. Fra venlige, hjælpsomme,
hårdtarbejdende folk i byerne og søde ansatte på resortsene til korrupte og
arrogante politifolk ved grænserne.

English speakers please click here for English version.

Suleyman er 18 år gammel. Han bor i Lamin. En fattig forstad
til Gambias hovedstad Banjul. Suleyman er muslim. Hans modersmål er engelsk.
Det – og tilfældet – har gjort at vi har fået ham som sponsorbarn. Suleyman har
9 søskende. Hans far hedder Karafa. Karafa er arbejdsløs. Han ved meget om
fodbold. De kalder ham ’coach’. Så lyder det ikke som om han er arbejdsløs.
Karafa har ikke råd til at forsørge sine børn.

I Lamin ligger Lamin Lodge, En skæv gammel tre-etagers
”lodge” hvor turisterne kommer og spiser mad og drikker sodavand og kigger ud
over slummen. Fra Lamin Lodge kan man tage en lille båd og sejle lidt rundt på
en sø. I Suleymans 18-årige levetid har han aldrig været i Lamin Lodge selv om
den ikke ligger langt fra hans hjem. Kun én gang har han prøvet at sejle på
floden.

Suleyman er vores sponsorbarn. I knap ti år har vi hver kvartal
overført tror jeg nok 800 kroner til ham i kvartalet. Tror jeg nok for selv om
vi har betalt i mange år kan jeg ikke engang huske beløbet. Beløbet kan trækkes
fra i skat så i praksis er det når det deles mellem Charlotte og jeg vist nok kun
lige over en 50er hver netto om måneden. Ikke noget man rigtig tænker over i
hverdagen. Men vi tænker over det nu.

I Gambia er 11.000 børn sponsorerede af sponsorfamilier via
Child Fund International (som er moderorganisation for danske børnefonden). Hvert
år får typisk 2-3 ud af disse 11.000 børn besøg af deres sponsorfamilier.
Charlotte har valgt Suleyman fordi han taler engelsk. Hun ville have et barn
hun kunne tale med når vi engang besøgte ham. Det gør vi nu.

Planlægningen startede adskillige måneder før vi tog afsted.
Man tropper nemlig ikke bare sådan op hvis man skal besøge sit sponsorbarn. Næ
nej. Der skal skam udfyldes papirer. Der skal bookes et hotel. For ved man ikke
hvor man skal bo kan man ikke skrive det på formularen. Og kan man ikke skrive
det på formularen kan formularen ikke godtages. Et hotel skal der stå og
formularen skal modtages mindst to måneder i forvejen.

Efter jeg havde brugt omkring 14 milliarder timer på at
planlægge vores samlede rejserute gennem Vewstafrika og herunder booke et hotel
i Gambia lå alting fast. Og vi skrev til børnefonden at vi gerne ville besøge
Suleyman lørdag den 15. juli. ”Desværre” skrev børnefonden. Det forholder sig
sådan at der skal en lokal repræsentant med for at tilse at alting går rigtigt
for sig (samt en chauffør) og de arbejder ikke i weekenden. Denne information
kunne man argumentere for havde være en lille smule rar at have før jeg købte
alle flybilletterne og planlagde ruten og datoerne. Jeg kiggede på planen – tre
hele dage havde vi i Gambia – fredag, lørdag og søndag. ”Måske har de weekend
fredag-lørdag sagde jeg til Charlotte. ”De er jo muslimer”. Kort efter
informerede Wikipedia mig lakonisk om at ”Gambia er det eneste land i verden
der holder 3-dages weekend – fredag, lørdag og søndag”. Heldigvis ved Wikipedia ikke alting – eller
er ikke altid helt opdateret for det er flere år siden at man gik væk fra
tredages weekend i Gambia. Så børnefonden informerede os om at et besøg fredag
den 14. juli faktisk – og til alt held – var muligt.

Først skulle vi dog – aftenen før vores besøg – møde den
fattige prins. Babucar hed han. ”Prince Jammeh” kalder han sig på facebook og
messenger. Hans far var høvding og han var prins, fortalte han. Babu var ”national sponsor
coordinator” for Child Fund i Gambia. Vi inviterede ham på middag og I
Charlottes optik var det kun et spørgsmål om kort tid før vi havnede i Gambias
svar på Se og Hør da manden jo ligesom var landets prins. Helt sådan forholdt
det sig dog ikke kunne Babu berette for I Gambia er der mange lokale landsby-høvdinger
og prinser (som høvdingernes sønner kaldes) hvilket på disse kanter desværre
ikke giver garanti for fast indtægt. Så Babu var vokset op som et fattigt barn.
En fattig prins der selv en dag fik en sponsorfamilie og i dag har et godt job
som national sponsorkoordinator.

Efter ”Babu” med vellyst havde fortæret en ”Captain Fish”
sagde han at vi næste morgen ville blive hentet og kørt ind til Child Funds
hovedkontor hvor vi skulle møde landechefen. Se nu var vi jo mere interesserede
i rent faktisk at møde vores sponsorbarn med det samme, men det kunne der ikke
være tale om. Så vi kørte morgenen efter en halv time i den forkerte retning i
børnefondens store fede airconditionerede firhjulstrækker for at møde en masse
utrolige venlige mennesker heriblandt den søde landechef som var en dame der
hed Musu.

Bagefter kørte vi ud til Lamin. Her skulle vi selvfølgelig først
besøge det lokale børnefonden kontor ude i landsbyen. En flink gut der hed
Abdullai kunne her vise os kopier af alle de breve vi havde udvekslet med
Suleyman igennem årene. Charlotte sagde at jeg ikke måtte spørge dem om vi ikke
snart kunne komme ud at besøge Suleyman i stedet for at besøge en masse
kontorer.

”Suleyman har sin sidste eksamen i dag”, fortalte Abdullai
som det mest naturlige i verden da vi endelig var på vej til familiens hjem i
Lamin. ”Det er ikke sikkert at han er hjemme”. Nu er Afrika måske ikke ligefrem
kendt for at være et kontinent hvor god kommunikation er i højsædet alligevel
kunne man måske forestille sig at dette var en information der var fremkommet
en smule tidligere end tre et halvt minut før vi for første gang skulle møde
vores sponsorbarn igennem knap 10 år.

Men Suleyman var hjemme. Som den eneste i sin klasse havde
han fået lov til at udskyde eksamenen til om mandagen. For det er ikke hver dag
der kommer sponsorforældre på besøg.

I en lille gårdhave foran et simpelt stenhus tager Suleyman
smilende imod. Hurtigt finder vi ud af at Suleyman er en god dreng. Han har et
godt sind. Han er god til fodbold. Hans far siger at han er den bedste. Han går
i skole. De penge vi betaler går til hans skole. En gang i mellem er der også
råd til en sæk ris. Hvis Suleyman ikke kan blive professionel fodboldspiller
vil han gerne være skrædder.

Hans far er der også og Modu hans storebror, og hans mor, og
nogle flere af hans søskende og nogle naboer og en svoger og nogle andre som vi
ikke helt ved hvem er. De har allesammen taget deres fineste festtøj på. Vores
besøg er en stor begivenhed i landsbyen. Vi (læs: Charlotte) har selvfølgelig taget
gaver med. Tøj og fodbolde og skriveblokke og to gamle smartphones som
alligevel bare lå hjemme i skuffen.

Familien er fattig, men mindre fattig (heldigvis) end jeg
havde frygtet. Deres (lejede) hus har bliktag, men det er af sten, der er en
stue og to soveværelser (med madrasser der får vores madras i Mauretanien til at
fremstå som en fra kejserens seng). Toilettet er en spand ude bagved. Alligevel har de både TV og mobiltelefoner.
(Dette skrives fra Dakar hvor jeg i dag gik forbi en tiggerdame der lå ude på
gaden under et klæde og sov – indtil hendes mobiltelefon ringede og vækkede
hende – bare lige for at forklare at ALLE her har en mobiltelefon).

Karafa og Modu og Suleyman holder med Manchester United.
Charlotte har gennem årene sendt dem flere United fodboldtrøjer. De siger det
er deres yndlingstrøjer. De kender til de seneste transfers i Premier League.
Vi spiller fodbold på gårdspladsen med en af Suleymans nye bolde. Vores børn er
også med. Suleyman er utrolig hensynsfuld når han spiller med dem. ”De er
Suleymans søskende nu” siger Karafa med et smil.

”I er en god sponsorfamilie” siger Michelle som er med som
repræsentant for Child Fund. ”De andre der kommer bestiller ikke andet end at
græde hele tiden.”

Vi går over og ser Suleymans skole. Bagefter inviterer vi
ham ud på en sejltur og på en sodavand i Lamin Lodge. Da vi kommer tilbage skal
vi – efter Suleyman, Modu og Karafa har nået en hurtig fredagsbøn i den lokale
moske – spise. Den står på ”Hvid Benachin” som alle her spiser hver dag iflg.
Michelle. Normalt spises den uden kød men ved festlige lejligheder som i dag er
det med kylling. Det laves af et stort fad ris med olie, løg, kasava – undertiden
kål – og peberfrugt. Det hele serveres på et stort fad og smager glimrende.
(fås også med tomater/tomatpasta som rød benachine)

Det er lidt mærkeligt når storebroren Modu efter maden fortæller
hvor meget vores sponsorat betyder for familien. Vi opdager jo næsten ikke at
der hver måned bliver trukket lidt penge på kontoen. Hernede betyder det
skolegang og mad på bordet og muligheden for et værdigt liv.

For godt en halvtredser om måneden.

English speakers please click here for English version.

Dag 8-9 Guinea Bissau

Jeg er desværre et par lande bagud med mine beretninger da
vi har haft lidt travlt. Men nu er min søde familie planmæssigt taget hjem til
DK (da Charlotte og ungerne havde et vigtigt arrangement) og jeg rejser videre
solo – hvilket giver mig lidt bedre tid til at skrive – så nu skulle der gerne
– næsten dagligt – dukke en ny trip report op J.

I dag skal vi høre om Guinea Bissau. Ikke et land man hører
så forfærdeligt meget om i medierne. Det er blandt verdens fattigste lande.
Nogle anser det for at være et ”farligt land” – jeg er ikke helt klar over
hvorfor (udover at der eksporteres en del kokain derfra). I landet tales
hovedsageligt Creolsk som er en forsimplet udgave af portugisisk – lidt ligesom
pidgin-engelsk er en forsimplet udgave af (surprise) engelsk.

På den traditionen tro kaotiske Gare Routiere busstation i
byen Ziguinchor i det sydlíge Senegal hyrer vi Sadaga og hans bedagede ”sept
place” taxa til at køre os over grænsen til Guinea Bissau og videre til landets
hovedstad som blot hedder Bissau (landet er opkaldt efter hovedstaden for ikke
at forveksle det med nabolander der helt genialt også hedder Guinea). Et sæde i
Sadagas ”sept place”-taxa koster beskedne 44 kroner – så vi laver
flottenheimerfinten og køber alle 7 sæder. Iregnet et lille baggagetillæg ender
vi med at betale overkommelige 335 DKK for 4 timers og 170 kilometers kørsel
(gennemsnitsfarten er ikke så høj i Vestafrika) igennem to lande.

Sadaga er 52 år gammel og han har 7 børn. De 7 børn har han
fået i løbet af 7 år fortæller han. Jeg tænker at her er der tale om en produktionseffektiv
kone (for ja, han har kun en) og funderer lidt over hvordan man siger tvilling
på fransk. Er der nogle af dem der er født samme dag spørger jeg i stedet.
”Oui, oui” svarer Sadaga, ”deux garcons son (to drenge er) ’gemi’ ” siger han. (og her skal det vel for god
ordens skyld indskydes at Charlotte der ellers ikke taler fransk meget begavet
gættede på at tvillinger hed Gemini, ligesom stjernetegnet).

Sadaga er en rar mand. Han kører godt og hensynsfuldt. Og så
taler han godt fransk, hvilket desværre langt fra er nogen selvfølge i Senegal.
Alle i Senegal har Wollof som modersmål, men det officielle skolesprog er
fransk. Desværre har vi erfaret at hovedparten af de ”sept place”
taxachauffører vi har kørt med nok ikke har tilbragt så rasende lang tid med at
gå i skole. I hvert fald taler mange af dem kun Wollof (hvorpå mit ordforråd
begrænser sig til ’sama hrarid djere djef’, som betyder mange tak min ven) –
eller lidt Fulani eller Madinka som tales i det sydlige Senegal. Oppe på taget
af vores bil bugner det med baggage som ikke er vores. ”C’est legumes” – det er
grøntsager – forklarer Sadaga. De skal til markedet i Bissau. Der får man en
bedre pris.

Vi passerer let grænsen til Guinea Bissau. ”Bom dia,” siger
grænsebetjenten og smiler over hele sit venlige mørke hoved. De 4 visa vi har
købt i Ziguinchor i Senegal for 200 kroner stykket og som vi fik udstedt på kun
10 minutter pr visum – virker heldigvis fint. Musikken der blæser ud af det
lille Guinea Bissau immigrationsskur består pludselig af brasilianske
sambarytmer. Det er sød musik i vores ører efter uger med den
skrigeskinkeskingre og ikke alt for melodiske fusionstrommemuzak som enhver
senegaleser synes at udnytte enhver given lejlighed til at blæse højlydt ud i
verdensrummet. Et land der spiller samba kan man til gengæld næsten ikke andet
end at umiddelbart elske.

Vi finder let vores hyggelige lille ”pensao central” der som
navnet antyder ligger så meget i hjertet af Bissau som noget kan ligge. Det er
et af den slags pensionater som alle folk boede på i gamle dage hvor Lonely Planet
styrede rejseverdenen og backpackersporet. En statelig gammel træbygning med
frønnede franske døre ind mod de højloftrede værelse der hver er udstyret med
en bordventilator og tre enkeltsenge med træskelletter der holder myggenettene
på plads. Bad og toilet er på gangen og der står brætspil, byttebøger og
dvd-film i fællesrummet. Det er drevet af en lokalt gift schweizer (hans
udseende taget i betragtning gætter jeg på at han havde fundet en mindre køn
kone hvis han var blevet derhjemme) som ikke gider spille sin tid med at gå på
internettet, hvorfor etablissementet ikke er på forhånd bookbart.

Vi dribler rundt et par dage og ser den gamle by – ”cidade
velho” – og det store fort (som Ava og Jonas tæller sig frem til har 24
kanoner) og køber et par af de obligatoriske afrikanske udskårne træfigurer til
en brøkdel af sælgerens ublu startpris.

Alt i byen synes at ånde fred og idyl så vi sover med åbne
vinduer der vender ud mod byens centrale rundkørsel og ud mod det legendariske
hotel Kallistes gårdhave. Det var her alle krigskorrespondenterne og de FN-udsendte
ifølge vores bedagede Lonely Planet (oh yes vi har den stadig) gennem tiderne sad
og nedsvælgede baljevis af gin og tonics (på redaktionens og FNs regning
formoder jeg).

Ude på svalegangen foran værelserne på Pensao Central står
der pludselig et midaldrende par og taler norsk. Det er nærmest de første andre
turister vi har mødt på hele vores indtil nu ugelange afrikarejse. Og som om
det ikke var nok at vi nu pludselig (til børnenes store glæde) møder nogen vi
kan kommunikere med på vores modersmål så viser det sig gudhjælpemig også at de
ligesom os er medlemmer af De Berejstes Klub (som er en primært dansk forening
men som også har vist nok omkring 10 svenske og norske medlemmer). Vi
tilbringer en hyggelig aften i deres selskab med at udveksle røverhistorier
over en middag på hotel Kalliste.

På snedig vis er det lykkedes mig at booke Sadaga til at
køre os tilbage til Senegal igen. Igen har jeg booket hele bilen og jeg har
sågar fået ham til at hente os på vores hotel (normalt må afrikanske ”sept
place” deletaxaer kun køre fra en busstation til en anden da de fungerer som
offentlig transport). Så tilbageturen går også som en leg. De Vestafrikanske
hovedveje er i forbløffende god stand selv her i et af verdens fattigste lande og
der er næsten asfalt hele vejen – hvilket er ret heldigt da vi er her i
regntiden hvor de røde jordveje nemt mudrer til så man risikerer at sidde fast
i dagevis.

Kun omkring 5 gange skal vi passere omkring 500 meter ikke
asfalteret rød, hullet, bumpende jordvej. Et af stederne beder jeg Sadaga om at
stoppe. Jeg har – desværre forgæves – forsøgt at købe en cigar inde i hovedstaden
til det Guinea Bissau foto jeg har udtænkt at vi nu skal tage. Så 175 landes
jubilæumsbilledet bliver uden cigar i den store verdensmands mundvig. Men det
bliver ikke så tosset endda.

Next reports coming up – Gambia and Senegal (hvor vi heldigvis
har lidt længere tid – gode røverhistorier og fine pics på vej J )